- STANDBY.DK - https://standby.dk -

James Bond skal til Gardasøen

I ti dage skal James Bond gøre vejene omkring Gardasøen endnu mere usikre end sædvanligt.

Italienerne er ikke just kendt for pæn og høflig kørsel, men fra 14. til 24. april vil vejene omkring Gardasøen blive om muligt endnu mere usikre. Der begynder nemlig optagelserne til den kommende James Bond film, ”Quantum of Solace”, hvor skuespilleren Daniel Craig i sin blærede Aston Martin skal ræse i diverse biljagter på Via Gardesana og langs Tremosine-kløften ved Gardasøen.



Hvis man ikke lader sig afskrække af roadracing omkring Gardasøen – eller hvis man bare er Bond-fan af dimensioner og derfor bevidst lægger vejen forbi, så organiseres den første officielle ”James Bond Weekend” ved Gardasøen fra 18. til 20. april:



Arrangørerne kalder det ”en autentisk rejse ind i den verden, Ian Fleming har skabt” – og lover et miks af kulturelle oplevelser bestående af møder med den amerikanske forfatter, Raymond Benson, der har holdt liv i James Bond siden Ian Flemings bortgang, en specialudstilling på turistmuseet ”Limone sul Garda” med filmplakater, sjældne bogudgaver, gadgets og legetøj – og garneres med såkaldte ”Bond-menuer”, som serveres på udvalgte restauranter i det område, hvor den kommende Bond-film bliver optaget.



I øvrigt vil turistmuseet fungere som informationskontor, hvor de virkeligt hardcore Bond-fans fra dag til dag kan holde sig orienteret om, hvordan filmoptagelserne skrider frem.


Skrevet af