Redaktør Ejvind Olesens kommentar i anledning af regeringens udspil om eliteidrættens udstillingsvindue og mulighederne for en multihal og store arenaer.
Udsigten til et driftsunderskud de første år har kvalt mange planer om stort idrætsbyggeri i Danmark. Nu hjælper regeringen med til at overvinde denne hurdle gennem et nyt forslag med bevilling på 260 millioner over fem år til hjælp af driften af store idrætsanlæg som for eksempel en multihal.
Det afslørede kulturminister Brian Mikkelsen i går samtidig med at Danmarks Idrætsforbund også spytter 10 mio. kr. i projektet. Alt sammen i et forsøg på at få opført nogle internationalt store anlæg, sådan at Danmark kan søge – og få – verdensmesterskaber og europamesterskaber og lignende til Danmark.
Det er godt gået, fordi viljen i den forbindelse er langt vigtige end pengene, der sandheden i ære, ikke rækker langt, Men, regeringen har over for kommuner og regioner samt private investorer vist, at man mener noget med det. Noget som ikke mindst finansminister Thor Pedersen har været medvirkende til at så tvivl om.
Især, at en multihal ikke skal komme til verden i København, for hvad vil man så sige i Horsens?
Spørg lige, hvad nordsvenske Umeå sagde, da Stockholm fik Globen. Spørg også lige ministeren, hvorfor det samme ikke gælder for kulturlivet, hvor staten betaler en milliard for et nyt skuespilhus – i København!
Senest har Flemming Østergaard, FCK, og Brøndbys Per Bjerregaard vovet sig ud i en række tåbelige bemærkninger om Konkurrencerådet og halbyggeri, og om det offentlige, som ikke måtte støtte multihaller af hensyn til konkurrencen.
Mageløst, at netop de to skal tale om konkurrence! Uden konkurrence ingen idræt, uden konkurrence intet idrætsbyggeri!
Måske er det i skuffelsen over, at ingen af dem har været i stand til at skaffe København den multihal, som nu ser ud til at komme ved Bella Center i tæt samarbejde med Danmarks Idræts Forbund.
Selv om Flemming Østergaard kalder sit projekt en multihal, hvad det bestemt ikke er.
Nu skal Københavns Kommune afgøre, om der er grundlag for at støtte multihallen ved Bella Center, ellers får vi den næppe. Brian Mikkelsen har vist den gode vilje, Bella Center har sagt, at man godt selv vil klare driften. Nu må den ged så barberes i ly af det nye projekt. Med Flemming Østergaard og Per Bjerregaard som passive tilskuere. De vil sikkert også blive glade i Horsens, København skal nok lade dem beholde Dolly Parton.