Efter udlandsdanskeren Henning Remmen solgte sine tre københavnske hoteller, bliver Remmen Hotels nu til NP Hotels - forkortelsen for de nye islandske ejeres selskab, Nordic Partners.
Hotel D’Angleterre, Hotel Kong Frederik og Front, det tidl. hotel Sophie Amalie, blev solgt i sidste måned sammen med Restaurant Copenhagen Corner til det islandske firma ”Nordic Partners”. Prisen blev ikke oplyst, men skønnes at være mindst 700 mio.
Hotellerne beholder deres navne, mens begrebet Remmen Hotels udfases. NP Hotels vil repræsentere koncernens administrative enheder og agere som paraply for de tre hoteller samt restauranten. De vil samtidig blive markedsført som egne enheder, oplyser NP Hotels.