- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Icelandair kigger på nye destinationer

Icelandair får fra maj til september en forbindelse til
Halifax i Canada – men der er flere langruter på vej.

”Montreal og Toronto er andre muligheder, men der er ikke taget nogen beslutning. Vi har ”mulighedsstudier” af nye ruter til 20-30 byer verden over – fra Fjernøsten til Billund,” siger Icelandairs skandinaviske direktør, Birkir Holm Gudnason, som gæst i Stolen i det Take Off, der udkom i denne uge.



Forbindelsen til Billund bliver dog tidligst fra næste år – men ruten bliver trafikeret denne sommer af konkurrenten, Iceland Express.



”Jylland er meget vigtig. Skal vi flyve på f.eks. Billund, skal det være for at styrke vores trafik til USA,” siger Birkir Holm Gudnason.



Icelandair har på ruterne mellem Island og Europa navnlig konkurrencen fra Iceland Express, men SAS flyver lidt fra Oslo og Stockholm til Island.

”Men trods konkurrencen har vi øget vores markedsandele. Så konkurrencen har hjulpet os. For vi blev tvunget til at sænke vores priser og beskære vores omkostninger, som var for store før,” siger den skandinaviske direktør.



USA og Danmark er Icelandairs to største markeder – om vinteren har selskabet 16-18 ugentlige flyvninger til København, om sommeren over 30.



De danske rejsebureauer bruger primært Icelandair til at sende gæster til Island – men næsten hver tredje danske passager fortsætter til en af selskabets fem destinationer i USA, Baltimore ved Washington DC, Boston, Minneapolis, New York og Orlando. Og altså snart også Halifax.



HB

Skrevet af