- STANDBY.DK - https://standby.dk -

MyPlanet forlader Holstebro og flytter til Århus

MyPlanet flytter til august næste år sammen med Hannibal & Marco Polo i Århus. Det er en konsekvens af fusionen mellem de to virksomheder. Medarbejderne fik informationen fredag formiddag.

”Vi går en ny fælles fremtid i møde, hvor vi vil etablere os i to store rejsehuse i København og Århus,” siger adm. direktør for de to rejsebureauer, MyPlanet og Hannibal & Marco Polo, René Andersen (foto).



”Den 1. august 2008 flytter vores afdelinger i Århus og Holstebro sammen i et nyt 1.600 kvm. stort rejsehus i Århus. Vi får en gylden mulighed for at udnytte de potentialer, vi ikke kan udnytte, når vi sidder hver for sig,” siger René Andersen og tilføjer:



”Med udgangspunkt i de to gode varemærker – MyPlanet og Hannibal & Marco Polo – vil vi sammen skabe en solid platform for at kunne tilbyde fremtidens kunder en bred vifte af rejseoplevelser. Vi får langt bedre muligheder for at støtte de innovative kræfter i virksomheden og omsætte ideer til nye drømmerejser for vore kunder.”



Den nye direktion for den nye, fælles virksomhed udgøres fremover af adm. direktør René Andersen, produktion & marketingdirektør Kirsten Aagaard, IT & e-Commerce direktør Adam Svendsen, kommerciel direktør Anders Martin Larsen og økonomidirektør Ejvind Groth.



I Frichsparken i Århus bygges et nyt kontormiljø med alle tænkelige faciliteter. Vi håber at størstedelen af personalet vil flytte med til Århus når kontoret lukker i Holstebro – og vi gør en stor indsats for det kan lade sig gøre, siger René Andersen.

Han forventer, at flytningen indebærer en række organisatoriske og økonomiske fordele for virksomheden – herunder forbedret kunde- og rekrutteringsgrundlag.



Etableringen af fælles rejsehus for de to rejsebureauer i København forventes at falde på plads i nær fremtid.



De to rejsebureauerne fik i sommer samme ejer, engelske First Choice.

First Choice ejede i forvejen MyPlanet, købt fra Kilroy, da englænderne i sommer erhvervede Hannibal & Marco Polo. Hér var René Andersen adm. direktør og han blev kort efter chef for begge bureauer. Det betød farvel til MyPlanets adm. direktør, Annelise Dam Larsen.



I september-udgaven af Take Off sagde René Andersen som gæst i Stolen: ”Jeg tror, at First Choice valgte mig som skandinavisk chef, fordi jeg med en vis succes gennemførte fusionen mellem Hannibal og Marco Polo.”



I alt omsætter MyPlanet og Hannibal & Marco Polo årligt for over en halv milliard kr. MyPlanet har 95 ansatte i Holstebro, København, Stockholm, Gøteborg og Sydney – Hannibal & Marco Polo har 46 i Århus og København.



Sidste fredag opsagde René Andersen såvel MyPlanets chef for gruppesalg og flykontrakter, Carsten Rytter, som MyPlanets produktchef, Karsten Lind.

Denne nyhed bragte Take Off onsdag i denne uge.



HB

Skrevet af