- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Erhvervsrejsebureauer vil også miste på tabt provisionsretssag

To af Danmarks største erhvervsrejsebureauer, TQ3 og BTI Nordic siger, at fordi de i årevis har haft nettopriser, har de ikke har problemer med, at SAS og en række andre flyselskaber har skrottet provisionen. Alligevel mener direktør Ole Egholm fra Wasteels Rejser, at også de to store vil blive ramt, hvis DRF taber retssagen mod ...

To af Danmarks største erhvervsrejsebureauer, TQ3 og BTI Nordic siger, at fordi de i årevis har haft nettopriser, har de ikke har problemer med, at SAS og en række andre flyselskaber har skrottet provisionen. Alligevel mener direktør Ole Egholm fra Wasteels Rejser, at også de to store vil blive ramt, hvis DRF taber retssagen mod SAS. Dommen fra Østre Landsret kommer senest 17. september. Det er Ole Egholm, der sammen med Danmarks Rejsebureau Forening, har anlagt provisionsretssagen mod SAS.



Som gæst i ”Stolen” hos Take Off, der udkommer i morgen, siger Ole Egholm bl.a.: ”Kun TQ3’s nordiske direktør, Thomas Lundberg, og country manager Per Markussen fra Bennett har udtalt sig positivt om at afskaffe provisionen. Der udstedes årligt BSP-billetter – eller IATA-billetter – i Danmark for ca. otte milliarder kroner. Det er det marked, vi slås for at beholde. Rejsebranchens salgstal har været faldende siden 11. september 2001. Jeg er bange for, at hvis vi taber retssagen, bliver de otte milliarder snart til syv, seks, fem osv. – for så begynder alle flyselskaberne selv at sælge flybilletter.”



Ole Egholm fortsætter: ”Dette vil ikke kun ramme leisurebureauer, men også forretningsrejsebureauerne. Derfor kan jeg ikke forstå, at TQ3 og Bennett vil have nul i provision. De store erhvervsrejsebureauer mærker jo også en afmatning i økonomien og omsætningen, de mister også kunder fra firmaer, som selv køber på nettet og ikke vil betale erhvervsrejsebureauernes gebyrer. Selvfølgelig får de store erhvervsrejsebureauer en ”pakke” fra SAS, men når det måles i provision, kommer den pakke ikke i nærheden af de fjernede 7% i provision.”



Indtil slutningen af sidste år udstedte rejsebureauerne 80% af alle flybilletter.

Skrevet af