- STANDBY.DK - https://standby.dk -

DRF afviser nyt lovforslag

”Naivt,” siger Danmarks Rejsebureau Forening om dele af økonomi- og erhvervsminister Lene Espersen lovforslag til ny Rejsegarantifondslov. Det åbner dog for et ankenævn for kun flyrejser.

”Lovforslaget lever ikke op til forventningerne om en dækkende håndtering af de mange nye problemstillinger i kølvandet på efterårets store konkurser hos Øster Lindet og Diana Jagtrejser samt ikke mindst Sterling.”



Danmarks Rejsebureau Forening melding kommer efter økonomi- og erhvervsminister Lene Espersen onsdag udsendte lovforslag om ændring af Rejsegarantifonden.



Lovforslaget bygger på et politisk ønske om at sikre forbrugere, der køber ferierejse med et flyselskab, som efterfølgende går konkurs inden afrejse.



”Hensigten er prisværdig, men forslagets dækning og grundlaget, forsikringsbidraget skal opkræves, er ikke godt nok,” siger adm. direktør i Danmarks Rejsebureau Forening, Lars Thykier, og tilføjer:



”Politikerne vil påligge danske rejsebureauer administration af endnu en garantiordning som finansiering af samme. Lovforslaget indebærer en ny garantifond, finansieret af indbetalinger fra danske sælgere af flyrejser. Den konstruktion medfører, at kun danske flyselskaber – SAS, Cimber Sterling, Sun-Air og Danish Air Transport osv. – skal garantidække alt salg af deres egne flybilletter.”



Salg af udenlandske flyselskabers billetter skal ifølge lovforslaget dækkes via garantistillelse fra det danske rejsebureau, hvor flybilletten købes. Eller, hvis det er købt direkte hos et udenlandsk flyselskab etableret i Danmark, hvilket ikke alle er, ved betaling og garantistillelse fra flyselskabet, lyder DRF’s vurdering.



”Problemet kan løses mere elegant. DRF har foreslået en fond til dækning af flyselskabs-konkurser, finansieret med et fast beløb pr. passager af alle flyselskaber i danske lufthavne,” påpeger Lars Thykier.



DRF’s direktør kalder det ”skuffende at kun salg af flytransport og billeje omfattes af den udvidede dækning, mens alle andre vigtige enkeltydelser såsom selvstændigt køb af indkvartering i udlandet fortsat ikke omfattes af en garantifondsdækning. Forbrugeren køber meget ofte enkelt-produkter via nettet.”



”Det er naivt at tro, at en begrænset udvidelse af dækningen til kun at omfatte køb af flytransport eller billeje, løser et forbrugerbeskyttelsesproblem. DRF opfordrer til at lovforslaget udvides til minimum at dække køb af indkvartering i udlandet via udbydere i Danmark,” hedder det fra DRF’s direktør som tilføjer:



”DRF opfordrer regeringen og de politiske partier til at tilpasse lovforslaget, så flyselskaberne dækker deres egen risiko. Det lovforslag, der er udarbejdet nu, er langt fra i stand til at opfylde de krav.”

Skrevet af