De nye biometriske pas er først påkrævet fra oktober 2006.
Allerede fra den 26. oktober i år skulle de særlige sikkerhedspas have været påkrævet hos rejsende fra 27 lande i Europa, Asien og Stillehavsområdet ved indrejse i USA. Denne dato er nu udskudt et år. Især EU-landene har opfordret til en udskydelse af tidsfristen.
Danmark har sammen med de 26 øvrige lande underskrevet en såkaldt visa waiver-aftale, der betyder, at disse landes statsborgere ikke behøver visa, når de blot tager begrænsede ophold i USA. Til gengæld indfører disse lande de biometriske pas, der indeholder en chip med elektroniske oplysninger om fingeraftryk, øjets iris eller et digitalt foto.
Det var terrorangrebene den 11. september 2001, der fik USA til at skærpe sikkerhedskravene, herunder paskravene.
(Jyllands-Posten, 16/6)