- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Ansatte i AUL sikret arbejde

Arctic Travel Group vil fortsætte med de nuværende medarbejdere, hvis koncernen køber det grønlandske rederi, Arctic Umiaq Line.

”Vi vil gerne have de medarbejdere, der i dag arbejder i Arctic Umiaq Line. Vi har ikke nogen aktuelle planer om at vælge udenlandsk arbejdskraft,” siger formand for Arctic Travel Group, Poul Lübbert, til Grønlands Radioavis.
Tillidsmand på kystskibet Safaq Ittuk, Frederik Reimer, frygter, at besætningen bliver udskiftet med filippinere, der kan tale engelsk. Men hvis engelsk bliver nødvendigt, så er Poul Lübbert parat til at efteruddanne det nuværende personale.
Arctic Travel Group, ATG, består af fire danske selskaber med erfaringer inden for turisme og trafik. De fire er Air Alpha, Profil Rejser, Albatros Travel og Topas Adventure Travel. Gruppen har eneret på at foretage juridiske og økonomiske undersøgelser af Arctic Umiaq Line frem til 14. oktober, hvorefter der skal afgives et købstilbud. Landstinget skal herefter inden for 14 dage afgøre, om det ønsker at fortsætte forhandlingerne om salg af selskabet.
Arctic Travel Group vil udføre beflyvning, sejlads og udvikle turismen i Grønland på kommercielle vilkår. Målgruppen kan opdeles i tre: Det vil være almindelige turister, og folk der vil sejles til og fra Kangerlussuaq i forbindelse med Atlantflyet, samt lokalbefolkningen, der skal sejles mellem byerne på vestkysten af Grønland.
Hvis det ender med, at konsortiet køber Arctic Umiaq Line, så vil de også selv stå for flytransporten af de turister, der skal ud og sejle med skibene. ATG vil gerne genoplive produktet fly og skib kombineret i en billet.

Skrevet af