- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Ekstra SAS-evakueringsfly på lørdag

Rigspolitiets liste over savnede danskere er nu nede på 60. MyTravel Airways dropper Sri Lanka resten af sæsonen.

Der bliver et ekstra evakueringsfly fra SAS fra Bangkok på lørdag, den 8. januar, oplyser Danmarks Rejsebureau Forening. Danskere i området som gerne vil hjem og som ”uden egen skyld” ikke har kunnet nå frem til de øvrige evakueringsfly, skal henvende sig til den danske ambassade i Bangkok.



”Det diskuteres, hvordan man skal forholde sig på sigt med rejser til området. Udenrigsministeriet fraråder indtil videre rejser til Phuket-området og Sri Lanka. Dette råd skal naturligvis følges, og alle rejsearrangører har så vidt vi ved fulgt anvisningen,” siger DRF’s direktør, Lars Thykier.



Selv rejsebranchen har endnu ikke overblik over de økonomiske tab i forbindelse med flodbølgen i Asien, vurderer salgs- og marketingdirektør i MyTravel, Jan Vendelbo, at katastrofen til at blive meget dyr.

“Der er ingen tvivl om, at hele katastrofen koster rigtig mange penge. Indtil videre over ti millioner kroner for MyTravel i hele Norden – måske for Danmark alene, når man ser på, hvad vi mister i indtægter også,” siger Jan Vendelbo til Ritzau.



De ekstra omkostninger går primært til at sende ekstra fly og personale til de katastroferamte områder samt afbestilling af de fly og hoteller, som var booket for januar. 20.000 danskere har købt billet til Thailand og Sri Lanka.



MyTravel Airways har evakueret gæster fra MyTravel-selskaberne Spies, Tjæreborg Rejser, Ving og Gate Eleven fra Phuket og Sri Lanka – og alle rejser til Phuket er foreløbig annulleret til 31. januar. Gæster, der har købt rejser til Phuket med et MyTravel-selskab med afrejse efter 31. januar kan resten af januar uden omkostninger ændre rejse til et af MyTravels andre rejsemål.



”Situationen for turisme på Sri Lanka kan ikke nå et acceptabelt niveau i den resterende del af vintersæson, og alle rejser til øen annulleres resten af sæsonen. MyTravel-gæster til Sri Lanka kan frit ændre til et andet rejsemål eller få refunderet det indbetalte,” oplyser MyTravel.



For at imødekomme efterspørgslen fra gæster, der skulle have været til de ramte områder, indsætter MyTravel Danmark ekstrafly til Bangkok hver 2. uge resten af vinteren fra på lørdag. Gæsterne tilbydes gennem Spies, Tjæreborg og Ving hoteller i strandområderne omkring Bangkok, der ikke blev ramt af flodbølgen.

Skrevet af