Investeringsfirmaet Greenland Venture har indskudt 3,7 millioner kr. i Arctic Travel Group og ejer dermed 23,5 % af ATG og får bestyrelsespost på lige fod med de øvrige ejere, tre danske rejsebureauer.
Greenland Venture er, ifølge sin hjemmeside, ”et venture selskab, der formidler tålmodig og risikovillig kapital.”
”Vi er meget glade for, at der nu også er grønlandsk kapital i ATG,” siger dets bestyrelsesformand, Albatros’ adm. direktør, Søren Rasmussen, og fortsætter:
”Forankringen i det grønlandske samfund er en væsentlig forudsætning for, at ATG bliver en succes.”
Den samlede aktiekapital i ATG er nu 16 mio. kr. Konsortiet købte sidste år det grønlandske kystrederi Arctic Umiaq Line.
Ud over Greenland Venture er aktionærerne i ATG de danske rejsebureauer Albatros, Profil og Topas samt Søren Andersen, den tidligere direktør i AUL.