- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Fredagskommentaren – Studenterbureau tilbage til rødderne

Kilroy har været en svær tid igennem, og den nærmeste fremtid bliver heller ikke nem, fordi man slap rødderne i en fem-årig periode efter chefskifte.

Af Ejvind Olesen

Da studenternes rejsebureau blev stiftet i 1946 så kloge folk, at her var et potentiale at sælge rejser til. Uanset om de havde penge eller ej. Hvis ikke skaffede de dem, i reglen hjemmefra. En bedre målgruppe kunne ingen ønske sig.



Senere gik det stærkt i en selvejende institution, men ikke altid med det rette økonomiske fundament, som vel først blev skabt i 1987 i form af et aktieselskab. Kort efter begyndte pengestærke finner at blive interesseret fra nært beslægtede selskaber. Det endelig gennembrud kom reelt i 1991 med Kilroy som fælles brand for hele Norden og med direktør Børge Faaborg ved roret.



Han havde også været inde som DIS- chef fra 1970 til 1982 og var i øvrigt min gode, gamle kollega fra DSB, hvor vi begge troede, vi skulle skabe os en fremtid med guldsnore.



Det gik som flere bekendt ganske anderledes, og for Faaborgs vedkommende formåede han at skabe overskud hvert år til han trådte tilbage i 1999.



HANS EFTERFØLGER Mogens Jønck, havde tiden imod sig. Og manglen på ideer og strategi i den ny ledelse var fatal ! Ingen fandt ud af, hvordan man holdt fast i de unge studerende, som ikke længere styrtede fra deres studerekammer og indtil bureauet for at booke rejserne.



Nu kunne de selv via internettet, der bare blev stærkere og stærkere samtidig med, at 11. september i New York i en periode satte bremserne i for rejselivet. Langsomt, men sikkert, sivede grundlaget for Kilroys stamkunder. Bureauet forstod ikke at kreere den vare, som de unge absolut måtte have og var parat til at betale for. Lavpriserne med fly var kommet for at blive, og de unge kunne selv.



Andre bureauer, som for eksempel Jysk Rejsebureau, fandt nicherne og har formentlig fået mange tidligere Kilroy- kunder



Havde det ikke været for tilkøb som MyPlanet, var det gået rigtigt galt. Hvad man kan sige sig selv, når guldfuglen, som skaffe et overskud på næsten ti mio. kr. i fjor, nu er fløjet. Samtidig med at Kilroy i Danmark lige akkurat fik et plus på èn mio. kr. på bundlinien i sidste årsregnskab.



Det kunne være endt med en alvorlig forskrækkelse, og det kan det stadig.



MyPlANET HAR sin helt egen profil og hørte faktisk ikke med til Kilroy-konceptet. Derfor er det rigtigt at sælge. På det rigtige tidspunkt. Men hvad nu ? Skal pengene bruges til at udbygge og styrke Kilroy, eller skal de bruges af ejerne til andet formål.



Accel, der er et industriselskab, vil sikkert gerne ud igen og have penge for sine 28,8 procent.



Finske HYV Group kan måske tænkes at købe sin medejer ud, men hvordan kommer Kilroy så videre. Den ny adm. direktør Claus Hejlersen kommer på en meget vanskelig opgave med et slanket Kilroy, som har mistet årlig omsætning for 300 mio. kr. (og et pænt overskud).



Svaret blæser i sommervinden. Eneste helt klare budskab er: Tilbage til rødderne, inden det er for sent. Der er ikke tid til mange overvejelser i bureauets studerekammer.

Skrevet af