- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Unødvendig forvirring om blåt eller gult

Det siger underdirektør Jakob Bender om tv-udsendelse om det gule og det blå kort, og han bør vide det, eftersom Europæiske administrerer det gule kort.

Der er kun en meget lille grund til at stille sig op i køen på landets kommunekontorer for at få et blåt kort, inden man rejser på sommerferie. Gult er helt fint og vil i langt de fleste tilfælde være dækkende på en bedre måde, hvis uheldet er ude.



Det er ikke uden grund, at lægerne på de små græske øer ofte siger: “Hvor er i danskere forkælede, sådan som I er dækket ind af jeres offentlige myndigheder.” Det er forståeligt, fordi de lokale sygehuse ikke altid er noget, man skal ønske sig, selv om man ikke lige i det daglige er vant til enestuer eller private hospitaler ved sygdom i det hjemlige miljø.



Underdirektør Jakob Bender fra Europæiske Rejseforsikring var en af dem, der undrende fulgte tv-udsendelsen Kontant, der så ud til at have en god sag, og i hvert fald har fået tusinder og atter tusinder til at stille sig i kø for at få et blå kort inden sommerferien. Det var der af gode grunde også andre forsikringsselskaber der var, men eftersom Europæiske i hvert fald indtil nytår administrerer det gule kort, har han problemerne helt inde på kroppen.



Lad os derfor slå fast efter hans anvisning: Det er som hovedregel ikke nødvendigt med et blåt kort, hvis ferien varer under en måned. Varer den ud over en måned, kan det bedre betale sig at tegne en regulær forsikring hos et forsikringsselskab.



Det gule kort er en ferie – og rejseforsikring. Ikke en forsikring for folk på arbejde. Man skal generelt ikke selv betale for læge eller hospitalsbesøg, men jo mere specialist og sjældent en læge har danske gæster, desto større er risikoen for selv at skulle lægge ud.



Men, er det et problem, kan man blot vende det gule kort og ringe til nummeret i Danmark, hvorefter lægen får garanti for sine penge.



Betaling mod kvittering godtgøres hos Europæiske, når man kommer hjem.



“Det blå kort er et lokalt kort, som dækker på samme måde som for de lokale. Det vil sige det lokale sygehus, og der findes desværre mange steder endnu i Europa, hvor dette efter vores mening ikke er godt nok. Derfor flytter vi – på det gule kort- folk til ordentlige hospitaler i større byer eller nabolande. Eller vi betaler, hvad det koster, og flyver dem hjem med det samme til videre behandling i Danmark, ” siger Jakob Bender.



“Hvordan er det så med sygdomme, som man har med hjemmefra? For højt blodtryk og lignende?



“I langt de fleste tilfælde bliver det dækket fuldt ud. Men for eksempel en cancer i udbrud inden afrejsen, ville ikke blive dækket af det gule kort. Men, nok efter lokale forhold på det blå, hvis det er sådan for landets borgere. På det gule kort dækker vi stabile kroniske lidelser, og vi har vi helt bestemte regler for, hvornår vi ikke dækker kroniske lidelser, der er blevet forværret kort inden afrejsen. Her matcher det gule kort et meget logisk princip inden for forsikring som populært kan formuleres:



Hvis der er ild i huset, kan man ikke tegne en brandforsikring.”



“Hvad er det så, du er så utilfreds med i den tv-udsendelse?”



“Simpelthen, at man ikke kom til bunds i problemet og gjorde folk helt unødvendigt nervøse. Gjorde dem usikre. I langt de fleste tilfælde har danskeren ikke brug for det blå kort. Til gengæld skal de være virkeligt glade for, at de bor i et land, der giver dem det gule kort, helt gratis,” slutter Jakob Bender.



-ejv.

Skrevet af