- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Færøerne får flot omtale i stort rejsemagasin

Det internationale rejsemagasin Condé Nast stiller skarpt på Færøerne og har fundet en række attraktioner, der gør øgruppen en rejse værd. Udover naturen peges der på gæstfriheden.

I seneste normale rejseår, 2019, havde Færøerne omkring 120.000 turister, cirka halvdelen var krydstogtpassagerer. Der var næsten 200.000 gæstenætter fra turisterne, hvoraf danskere stod for cirka 55.000; hertil kommer overnatninger via Airbnb.

Og med forbedringer i rejsemuligheder som følge af stadig flere færdigvaccinerede, kan også Færøerne se frem til flere tilbagekomster fra udenlandske turister. Øgruppen har således længe været på den grønne liste i de britiske rejsevejledninger.

Og nu har det store internationale rejsemagasin Condé Nast skrevet en større artikel om Færøerne. Først bliver det forklaret, at øgruppen ligger sådan cirka mellem Island og Norge, at der er rigsfællesskabet med Danmark, at her er 50.000 indbyggere og cirka dobbelt så mange får og at man kan flyve til øgruppen med de 18 vulkanske øer fra blandt andet Edinburgh, Island og Københavns Lufthavn med for eksempel færøske Atlantic Airways

Liv og glade dage
Condé Nast skriver videre, at Færøerne i stigende grad er ved at blive et nordatlantisk favoritrejsemål, at musikelskere ved øgruppen har mindst fem årlige musikfestivaler, at Færøerne har en flot natur med stejle klipper, vandfald og udfordrende vandrestier.

Artiklen hæfter sig også ved, at Torshavn er et bud på verdens hyggeligste hovedstad med blandt andet sin gamle bydel og de farverige huse.

Og selv om her er 18 øer, er det let at komme rundt, står der i artiklen der henviser til den gode infrastruktur med blandt andet tunneler mellem øerne under havet. På tunnelsiden er hovedattraktionen formentlig den 11,2 kilometer lange Eysturoytunnel, Eysturoyartunnilin på færøsk, der åbnede ved årsskiftet.

Via tunnelen kan man blandt andet komme hurtigere hurtigere mellem Torshavn og øgruppens næststørste by, Klaksvig. Tunnelen starter lige nord for Torshavn og forbinder to byer på naboøen Eysturoy (Østerø). 7,5 km fra hovedøen Streymoy, hvor Torshavn ligger, møder tre tunneler hinanden op til 187 meter under havet i en unik rundkørsel med en klippesøjle i midten.

Stor gæstfrihed
Færøerne kan godt være en helårsdestination, mener Condé Nast, og henviser til de milde vintre, hvor der sjældent er frostgrader. Til gengæld er der megen nedbør, op til 300 dage om året kan det regne.

Condé Nast fremhæver også den store færøske gæstfrihed med det færøske ord ”heimablídni,” der lader sig oversætte som ”hjemme gæstfrihed” – og det kan man finde overalt, skriver rejsemagasinet.

En attraktion er  at øernes turistråd har en særlig mulighed for, at besøgende turister kan komme til middag i private hjem, hvor der serveres typiske egnsretter.

Og skal det være finere, så har Færøerne sin berømte restaurant Koks 20 kilometer nord for Torshavn. Restauranten har to Michelin-stjerner, der blev forsvaret ved opdateringen af den nordiske Michelin-guide i denne uge.

Relaterede artikler:

Nuuk, Færøerne og Odense på fornem rejseliste

Færøerne får turistattraktion 187 meter under havet

Så åbnede Hilton på Færøerne