- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Fagforening skælder ud efter SAS-sms

Finansminister Bjarne Corydons sms til formanden for SAS’ danske kabineansatte får hård kritik af fagforeningen HK/Privat. ”Sms’en afslører kaos i ledelsen af SAS,” siger formanden for HK/Privat.

 

Bjarne Corydon.

Finansminister Bjarne Corydons sms til formanden for SAS’ danske kabineansatte får hård kritik af fagforeningen HK/Privat. ”Sms’en afslører kaos i ledelsen af SAS,” siger formanden for HK/Privat.

Under mandagens hektiske forhandlinger om SAS’ redningsplan, sendte finansminister Bjarne Corydon en sms til formanden for SAS’ kabineansatte i Danmark, Helge Thuesen. Kabineforeningen i Danmark, Cabin Attendants Union, repræsenterer ca. 1.400 medlemmer, der flyver for SAS i Danmark.

CAU hører under HK/Privat – og formand for HK/Privat, Simon Tøgern, siger i pressemeddelelse, at Corydon skulle have holdt sig på afstand.

”Det er en højst usædvanlig handlemåde, finansminister Bjarne Corydon lægger for dagen med sin sms-besked til formanden for de kabineansattes fagforening. Fra LO-organisationernes side holdt vi afstand og lod de lokale parter forhandle selvstændigt. Det princip burde Bjarne Corydon have respekteret. Det er højst usædvanligt, at en finansminister går ind og lægger pres på tillidsfolkene,” siger Simon Tøgern.

”Corydons sms afslører, at der er kaos i ledelsen af SAS. Her sidder man med hele ledelsen og oven i købet bestyrelsen – og så vil en storaktionær (den danske stat ejer 14,3 pct. af aktierne i SAS, red) alligevel blande sig i nogle i forvejen meget komplicerede forhandlinger.”

I sin sms skrev Bjarne Corydon mandag formiddag til formanden for de kabineansattes fagforening, Helge Thuesen:

“Kære Helge. Vil du ringe til mig hurtigst muligt. Det er helt afgørende for selskabets overlevelse, at det danske personale nu følger alle andre i SAS. Ellers er risikoen for et sammenbrud stadig helt overhængende. Det vil være tragisk – ikke mindst i lyset af hvad vi fra dansk side har gjort for overhovedet at skabe denne mulighed i samarbejde med de andre stater og meget skeptiske banker. MVH Bjarne Corydon.”

CAU har kritiseret sms’en fra Bjarne Corydon, det samme har bl.a. Dansk Folkeparti og Enhedslisten samt professor og arbejdsmarkedsforsker Flemming Ibsen fra Aalborg Universitet. ”I forvejen er forhandlerne udmærket klar over, at SAS’ overlevelse er på spil. Det er en utidig måde at intervenere på,” siger han til Ritzau.

Flemming Ibsen forstår Corydons bekymring for forhandlingerne, fordi mange arbejdspladser risikerede at gå tabt. ”Men han burde vide, at sådan en besked kan gøre større skade end gavn. Det stresser forhandlerne yderligere, og i stedet burde han have ønsket dem held og lykke med forhandlingerne,” siger Flemming Ibsen.

Politiken skrev onsdag, at formand for Dansk Pilotforening, Lars Bjørking, blev ringet op af finansminister Bjarne Corydon under weekendens højspændte forhandlinger. Det skete søndag eftermiddag, mens forhandlingerne mellem piloterne og SAS-ledelsen var på sit højeste.

”Han spurgte mig, om jeg var enig i, at det ville være rigtig skidt for Danmark, hvis SAS gik konkurs. Og så spurgte han om, hvori uenighederne mellem os og ledelsen bestod. Her svarede jeg, at det især handlede om de politiske elementer af ledelsen krav, blandt andet at vi var blevet stillet over for et ultimatum af ledelsen, og at der ikke var lagt op til reelle forhandlinger,” siger Lars Bjørking til DR Nyheder.

Pilotformanden tilføjer: ”Jeg opfattede det ikke som om, han lagde pres på mig. Han var meget behagelig og afdæmpet. Men jeg undrede mig over, at han ringede på det tidspunkt, hvor der var så meget pres på os. Det havde jeg ikke forventet.”