Sterlings potentielle køberes forhandlinger med piloter og stewardessers fagforening er brudt sammen.
Piloterne og stewardessernes fagforening har afbrudt forhandlingerne, stærkt utilfreds med de forhold, man vil tilbyde de ansatte, skriver Ritzau.
– Det har vist sig, at nogen (køber – sælger eller bobestyrere) ikke ønsker, at der kommer ordnede forhold på arbejdspladsen, ligesom man ikke ønsker at respektere de afskedigedes rettigheder. Dansk Funktionærforbund Serviceforbundet tager naturligvis skarp afstand fra dette og må konstatere, at det ikke er muligt at deltage i drøftelserne på disse betingelser, udtaler forbundsformand Karsten Hansen.
Forbundsformanden fortæller samtidig, at forbundet først torsdag den 13. november blev inddraget i forhandlingerne i relation til, hvordan det forholder sig med overenskomster m.v., skriver Ritzau.
Kuratorer og potentiel køber må derfor arbejde videre uden fagforeningen, som repræsenterer omkring 300 af de tilbageværende ansatte i Sterling.
Ifølge Ritzau har der undervejs i forhandlingerne været arbejdet på en lavprismodel, hvor man på første løntrin står til en grundløn på under 10.000 kroner, og det er blandt andet lavprismodellen, der har fået Dansk Funktionærforbund til at stå af.
– De har ønsket at etablere et selskab på meget lempelige vilkår i forhold til ansættelser. Fleksible vilkår og lønnen bliver tilpasset på niveau med lavprisselskaber som for eksempel Ryanair. Det er dårligere vilkår. Den anden del er, at der er en diskussion om hvorvidt man har fulgt virksomhedsoverdragelsesloven eller ej. På den baggrund har vi meddelt, at vi ikke kan være med. Det er blandt andet det forløb med, at man fritstiller nogen, men ikke nogen andre, siger forbundssekretær Toni Vagn Rytkønen til Ritzau.