- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Farvel til Englands-båden

REDERIER: Mandag morgen kom Sirena Seaways i havn i Esbjerg efter DFDS Seaways’ sidste sejlads mellem Esbjerg og Harwich, en rute der har været besejlet i 139 år. Den sidste tur blev en oplevelse for mange gæster, som efter meldingen om rutens lukning havde sikret sig kahyt på netop denne afgang.

Tårer ved sidste sejlads mellem Esbjerg og engelske Harwich – foto: Michael Lassen Bruns.

REDERIER: Mandag morgen kom Sirena Seaways i havn i Esbjerg efter DFDS Seaways’ sidste sejlads mellem Esbjerg og Harwich, en rute der har været besejlet i 139 år. Den sidste tur blev en oplevelse for mange gæster, som efter meldingen om rutens lukning havde sikret sig kahyt på netop denne afgang.

27. september stævnede Sirena Seaways ud fra Esbjerg mod kurs mod England for sidste gang. Ombord var 350 gæster og 60 besætningsmedlemmer.

Da meddelelsen om rutens lukning blev udsendt i april, så DFDS Seaways massiv interesse fra gæsterne for at deltage på den sidste sejlads. Flere af gæsterne har sejlet på ruten i årtier, og sammenlagt været med på overfarten op til 1.500 gange.

”Det er svært for stamgæster og besætning at tage afsked med så en historisk en rute. DFDS er oprigtigt ked af, at den må lukke,” siger Kevin Helsinghof, landechef for DFDS i Danmark.

Mange har brugt Englandsruten som transportform til kør-selv-ferier i England. Med DFDS vil det være muligt at komme på bilferie i Storbritannien ved at køre til Amsterdam, hvorfra DFDS har rute mellem Amsterdam og Newcastle.

Tilbage i 1875 begyndte DFDS at sejle mellem Esbjerg og den østengelske havneby Harwich. Ruten havde i sin storhedstid 300.000 årlige passagerer – der var sidste år 80.000.

I 1875 begyndte DFDS at trafikere ruten med dampskibet ”Riberhuus”. I dag trafikeres ruten af Sirena med plads til 610 passagerer og 125 biler.

DFDS’ passagerrute fra Esbjerg til Harwich har længe kæmpet med høje omkostninger, tab af passagerer og fragt. Ruten kan ikke bære ”de meget store ekstraomkostninger, en ny miljølov vil medføre.”

”DFDS har arbejdet på at reducere rutens omkostninger med færre besætningsmedlemmer, langsom sejlads for at spare olie, færre afgange, og har forsøgt at øge passagertallet med aggressiv markedsføring.”

”Men”, siger DFDS’ koncernchef, Niels Smedegaard, ”desværre er vi ikke lykkedes med at reducere omkostningerne. Og ruten vil ikke kunne bære de meget store ekstraomkostninger, den nye miljølov vil medføre fra 1. januar 2015. Med dagens oliepriser vil kravet om brug af svovlfattig olie koste omkring 20 mio. kr. årligt.”

”DFDS beklager lukningen af den sidste passagerrute fra Skandinavien til England, samt at op mod 130 arbejdspladser berøres, selv om vi kan tilbyde alle jobs på vores andre ruter,” siger Niels Smedegaard og tilføjer: ”DFDS’ fragtrute mellem Esbjerg og Immingham har med to skibe daglig afgang i begge retninger.”

Esbjerg-Harwich-rutens samlede omsætning var 190 mio. kr. i 2013, heraf var over halvdelen passageromsætning.

DFDS Seaways er del af DFDS, Nordeuropas største rederi. DFDS Seaways driver et netværk af 25 ruter med 50 fragt- og passagerskibe. DFDS har 5.100 medarbejdere i 20 lande og en omsætning på 12 mia.kr.