- STANDBY.dk - https://standby.dk -

Rejsebranchens bedste kåret

Rejsebranchens ”Oscars” blev torsdag uddelt for 12. gang ved et gallaarrangement i Københavns Lufthavn. Stand By arrangerede prisuddelingerne med 400 inviterede gæster fra de øverste lag i den danske rejse- og turistindustri. Analysevirksomheden Zapera.com har forestået den omfattende spørgeundersøgelse blandt ca. 2.000 forbrugere og branchefolk, der ligger til grund for prisuddelingerne.

Blandt de bemærkelsesværdige vindere af årets Travel Awards var SAS, der med en snæver margin vandt prisen som ”Bedste charterflyselskab”, en pris som ellers i mange år har haft sin faste plads hos landets største charterflyselskab, MyTravel Airways.

Og generelt har danskerne i Zapera-undersøgelsen stemt på det hjemlige og danske. De tre bedst placerede charterarrangører var således Atlantis Rejser, Århus Charter og Falk Lauritsen Rejser. Væk fra toppen er de store, internationale chartermastodonter, Star Tour, MyTravel og Apollo. Heller ikke det islandsk ejede Bravo Tours var der plads til i top-tre i år, selvom bureauet ellers gør meget ud af sit danske islæt.

På flysiden var der roser til Singapore Airlines som ”Bedste oversøiske flyselskab”, mens Finnair fløj med førstepladsen som ”Bedste europæiske flyselskab”. Arrangørerne havde i år genindført kategorien ”Bedste indenrigsflyselskab”, hvor SAS, Cimber Air og Sterling konkurrerede. Cimber Air løb med Awarden, mens SAS blev nr. 2 og Sterling nr. 3. Heller ikke i kategorien ”Bedste lavprisflyselskab” lykkedes det for Sterling at komme på podiet, her vandt tyske Air Berlin, som flyver fra København til både Mallorca og Berlin.

De danske ferierejsende stemte Albatros Travel ind på en suveræn førsteplads som ”Bedste ferierejsebureau med rutefly”, foran MyPlanet og Hannibal&MarcoPolo. De to sidstnævnte har i øvrigt samme engelske ejer, mens Albatros Travel er rent dansk. Så også her foretrak forbrugerne i Zapera-undersøgelsen det danske frem for det udenlandske.

Som ”Bedste turistland” foretrak de ca. 2.000 adspurgte Thailand, der i øvrigt er det oversøiske land, der har flest danske turister på årsbasis. ”Bedste turistkontor” blev derimod Grønlands Turistråd.

På søsiden kåredes DFDS Seaways som ”Bedste passagerrederi”, også valgt af forbrugerne, mens kategorien ”Bedste krydstogtsrederi” gik til det amerikanske Silversea Cruises, der laver krydstogtsrejser i den absolutte luksusklasse for økonomisk velpolstrede cruise-turister.

Skrevet af