- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Jyllands første indenrigsrute

Cimber Air/Maersk Air kan nu også sælge rene indenrigsbilletter mellem Ålborg og Billund. Ruten bruges normalt til at føde passagerer til de to selskabers udenrigsruter fra Billund.

Muligheden er kommet efter Cimber Air for nylig vandt en sag mod Told & Skat om indenrigspassagerer på ruten. Der skal betales moms for indenrigspassagerer – men stadig ikke for de passagerer der skal flyve internationalt ud af Billund med Maersk Air og Cimber Air.



Tidligere har Told & Skat krævet fuld moms fra alle passagerer, hvis der var blot én indenrigspassager – derfor har ruten ikke kunne suppleres med indenrigspassagerer.



Men med ændringen er Maersk Airs tilslutningsfly mellem Aalborg og Billund omlagt til også at operere som indenrigsrute – Cimber Air flyver ruten for Maersk Air. Med omlægningen er det nu muligt for lokalrejsende at benytte ruten, der flyves tre gange dagligt på hverdage samt én gang lørdag og søndag.



Dermed spares små tre timers biltur. Men Maersk Air, der flyver ruten i samarbejde med Cimber Air, forventer ikke den store tilstrømning på den konto.



”Jeg tvivler på, at en familie med børn vil betale 750 kroner per person med skatter, afgifter og salgsgebyr for f.eks. at komme til og fra Legoland,” siger Steffen Riiskjær, Maersk Airs distriktssalgschef i Vestdanmark. Han tror, at det primært fortsat vil være forretningsfolk, der benytter ruten når de skal flyve ud af Billund.



Ruten mellem de to jyske lufthavne er primært beregnet som føderute til og fra Maersk Airs/Cimber Airs udenrigsruter fra Billund i samarbejde med bl.a. Air France og KLM – men ikke Lufthansa; her skal passagererne via København.



Men Aalborg-Billund ruten kan f.eks. også bruges af chartergæster – hvis der købes separat billet og checkes ind igen i Billund.



Cimber og Maersk er med 99% af rutepassagererne de to store aktører på udenrigsruterne fra Billund til London, Paris og Amsterdam.



HB

Skrevet af