- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Fødte på Finnair-flyvning

På vej hjem fra Bangkok fødte svensk kvinde i går, torsdag, ombord på et Finnair-fly.

En lille ny svensk pige kom torsdag til verden på et Finnair-fly mellem Bangkok og Helsinki.



Fødslen, der skete i 11 kilometers højde over Kasakhstan, blev hjulpet godt på vej af to læger og to sygeplejersker blandt de 227 passagerer.

Lægerne var via satellittelefon i kontakt med en læge fra MedLink, der kan hjælpe fly med rådgivning om fx syge passagerer – eller i dette tilfælde en fødende kvinde.



Efter landingen i Helsinki tidlig torsdag aften blev mor og barn kørt på hospitalet for kontrol.



Det er første gang, oplyser Finnair, at der har været en fødsel på dets fly. Som dåbsgave vil Finnair give den lille pige og hendes forældre en returbillet til Bangkok.



Ifølge vejledningen fra IATA, International Air Transport Association, må gravide som er mere end 28 uger henne, kun flyve hvis de har en lægeerklæring om, at deres graviditet har været uden komplikationer.

Dog tillader Finnair gravide at flyve finsk indenrigs samt indenfor Skandinavien indtil de er i graviditetens 38. uge.

Skrevet af