Forligsmand Asbjørn Jensen udsætter konflikt mellem SAS og kabinepersonale i 14 dage.
Det sker efter 45 timers uafbrudte forhandlinger i Forligsinstitutionen i København.
Dermed er SAS reddet i efterårsferien.
Forhandlinger om en ny overenskomst fortsætter, men formand for kabinepersonalet, Verner Lundtoft Jensen, er ikke optimist.
“Forhandlingerne har indtil videre været stort set resultatløse, og vi konstaterer også, at der er meget stor afstand mellem parterne,” siger formanden for de 1600 kabineansattes forening i SAS, CAU, til Ritzau.
SAS er anderledes optimistiske.
“Det har været et succeskriterium for os at komme i realitetsforhandlinger med fagforeningen, og det er vi kommet nu. Vi har fået 14 dage ekstra til at forhandle i, så vi er meget fortrøstningsfulde. Vi har fra starten troet på en forhandlingsløsning, og det gør vi stadig ” fortæller kommunikationschef hos SAS Anne Bove-Nielsen til Direkt.