Dansk Camping Union har købt endnu en campingplads, der overtages i forbindelse med 100-års jubilæet i 2026. Handlen giver fodfæste i landsdel, hvor foreningen ikke har stor tilstedeværelse.
I løbet af næste år runder Dansk Camping Union (DCU) et af de helt skarpe hjørner. I 2026 er det nemlig 100 år siden, at foreningen, der varetager danske campisters interesser og driver en række campingpladser på tværs landet, blev grundlagt.
DCU oplyser, at jubilæumsåret skal markeres på forskellige måder. En af dem bliver, at man udvider, da Dansk Camping Union har købt Grønninghoved Strand Camping mellem Kolding og Haderslev, som dermed bliver den 20. campingplads i porteføljen.
”2026 bliver et helt særligt år for DCU. Det er 100 år siden, de første campister rykkede ud til Hundige, og campingfællesskabet i Danmark tog form,” siger foreningens landformand Anne-Vibeke Isaksen – inden hun tilføjer:
”At vi netop i jubilæumsåret kan byde velkommen til campingplads nummer 20, er både symbolsk og meningsfuldt.”
Har interessant placering
Grønninghoved Strand Camping er opført i en tidligere æbleplantage direkte ud til Lillebælt. De seneste fem år har pladsen været drevet af læge Anna Lund Rasmussen og tidligere militærpilot Lasse Guldager Pedersen, og de vil fortsat varetage rollen som værter efter ejerskiftet.
”Det har været vigtigt for os, at vi kan videreføre den udvikling og de aktiviteter, vi har skabt de seneste fem år,” udtaler Lasse Guldager Pedersen, der er blevet udpeget som ny lejrchef for Grønninghoved Strand Camping, som skifter navn til DCU-Camping Grønninghoved Strand.
Ifølge Anne-Vibeke Isaksen er placeringen ved østkysten i den sydlige del af Jylland særligt interessant, da det er en del af landet, hvor foreningen gerne vil have et bedre fodfæste.
”Den ligger også i et område i Danmark, hvor DCU ikke er så repræsenteret, så det håber jeg medlemmerne vil tage godt i mod. Vi er hele tiden på udkig efter campingpladser, men meget spiller ind, før vi slår til. Her var alt perfekt,” udtaler landsformanden.
Vil både kigge bagud og fremad
Næste år vil DCU stå bag en række aktiviteter, der ikke alene skal markere den runde fødselsdag, men også sætte en streg under betydningen af camping som ferieform herhjemme. De vil både involvere medlemmer, folkevalgte, ansatte og andre med interesse for camping, lyder det.
”Camping har i 100 år været et frirum fra hverdagen og en ramme om uforglemmelige ferieminder. I jubilæumsåret vil vi både mindes historien, fejre fællesskabet og se frem mod en fremtid, hvor camping fortsat samler mennesker tættere på hinanden og naturen,” siger Anne-Vibeke Isaksen.
Relaterede artikler:
På vej med nye investeringer i jysk campingplads