- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Ferie på Månen i 2015

Rejsearrangøren Space Adventures vil sende turister til Månen formedelst 850 millioner kroner.

Ifølge hjemmesiden forskning.no er selskabet kommet videre med sine planer om private månerejser i sporet efter de 24 professionelle astronauter, som hidtil har været på besøg, skriver b.dk.

 

Space Adventures har hidtil arrangeret rejser for turister til den internationale rumstation, men vil nu gå skridtet videre og sammen med russiske RSC Energia, der videreudvikler Soyuz rumskibet, sende absolut velhavende jordboere rundt om Månen.

 

Soyuz rumskibet skal bemandes af tre personer, to turister og en kosmonaut, og sendes af sted fra Baikonur i Kazakhstan. Ude i rummet skal det sammenkobles med et modul, der har ekstra plads og ekstra brændstof til den videre rejse.

 

På månerejsen kommer turisterne på en times rundflyvning i 100 kilometers afstand fra Månen. Selve turen varer ni dage, men inden da skal deltagerne på to måneders træning.

 

Buzz Aldrin, det andet menneske der betrådte månen, synes det er vigtigt, at også ’almindelige mennesker’ får mulighed for at komme blandt historiens store opdagelsesrejsende.

Skrevet af Flemming Juul