- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Feriepark lukker badeland midlertidigt

Sidste år blev varmtvandsbeholderen i Landal Søhøjlandets badeland skiftet, og snart står ventilationsanlægget for tur, ligesom de over tre årtier gamle faciliteter også får et ansigtsløft.

Kort efter nytår lukke Landal Søhøjlandet dørene til badelandet i lidt over en måned, da det skal have en renovering. Kæden oplyser, at sker som led i en løbende indsats, der har til formål at højne kvaliteten og sikre tidssvarende faciliteter.

Når renoveringen af badelandet går i gang den 4. januar og – efter planen – afsluttes den 7. februar tager ferieparken næste skridt i længere proces, der handler om at få nedbragt klimaaftrykket og skruet op for graden af bæredygtighed i driften.

I tillæg til at der skal installeres et nyt ventilationsanlæg, vil alle vinduerne også blive udskiftet. Fremover skal der nemlig benyttes trelagsglas i stedet for det nuværende, der har to lag. Den nye renovering følger i kølvandet på, at badelandets varmtvandsbeholder blev udskiftet i 2024.

Skal også have en overhaling
Ifølge Thomas Guldmann, der er general manager hos Landal Søhøjlandet, skal lukningen ikke kun bidrage til, at driften bliver mere energieffektivt. Vandlandet får i samme ombæring en overhaling, der skal give det et lidt mere friskt udtryk.

”Vores badeland er 35 år gammelt, og det er på tide, at det bliver shinet op. Udover at skifte ventilationsanlægget har vi derfor også valgt at bruge lejligheden til at få malet samt at få udskiftet nogle fliser, så det fremstår mere indbydende, når vi åbner igen.”

”Samtidig med, at badelandet får et ansigtsløft, der bidrager til en endnu bedre oplevelse for vores gæster, kommer det nye klimaanlæg til at gøre os langt mere energieffektive, hvilket er meget vigtigt for os.”

Arbejder bag kulisserne
Landal Søhøjlandet oplyser, at hovedbygningens øvrige faciliteter vil have begrænsede åbningstider fredage, lørdage og søndage, imens der arbejdes i badelandet. Udover en restaurant huser den blandt andet også sportsfaciliteter, legeplads og et værksted, hvor gæster kan være kreative.

”Det meste foregår jo bag facaden og er ikke noget, gæsterne umiddelbart kommer til at se. Ikke desto mindre ser vi meget frem til igen at byde velkommen i badelandet, når vi til vinterferien atter slår dørene op for vores gæster,” lyder det fra Thomas Guldmann.

Ferieparken har hidtil haft en kapacitet på 39 feriehuse på mellem 75 og 106 kvadratmeter, men i august sidste år kom det frem, at Landal Søhøjlandet barsler med en udvidelse bestående af 58 nye ferieboliger og et moderne fælleshus.


Relaterede artikler:

Ferieparker får nyt logo og visuel overhaling

Feriepark vil udvide med 58 feriehuse

Robotter betjener gæster i tre danske ferieparker