Over 100 passagerer, der sejlede med samme skib fra P&O Cruises, har sagsøgt rederiet efter de fik norovirusinfektion (roskildesyge). Passagerne mener, at rederiet underspiller antal smittede.
De typiske symptomer på norovirusinfektion (roskildesyge) er diarré, opkastninger, kvalme og mavesmerter. Et typisk sygdomsforløb varer 1-2 døgn, skriver Statens Serum Institut på sin hjemmeside.
Og ifølge BBC News blev over 100 krydstogtpassagerer med skibet Ventura fra P&O Cruises, der ejes af verdens største krydstogtkoncern, amerikanske Carnival, syge med netop norovirus under et krydstogt fra Southampton til De kanariske Øer.
115 passagerer på to krydstogter med Ventura mellem april og juni har hyret advokat for at få kompensation fra P&O; i alt blev over 500 smittet på de to-uger lange krydstogter, oplyses det. Men kun lidt over 100 har altså søgt om erstatning, skriver BBC. Skibet havde med flest passagerer ombord omkring 3.000 gæster.
Passagerernes advokat kritiserer moderselskabet Carnival for at nedtone problematikken ved at sige, at kun én procent af de ombordværende passagerer blev syge. Men sundhedsmyndighederne i havnen i Southampton oplyser, at det drejede sig om 12 procent af de ombordværende.
Sygdom, manglende morskab og tab
Hudgell Solicitors, advokatfirmaet der repræsenterer passagererne, siger til BBC, at de er engagerede på vegne af de 115 krydstogtgæster. De vil have kompensation for ”sygdom, manglende morskab og tab.”
To af de berørte passagerer, der nu søger kompensation, er Howard og Hazel Lunn. De fik besked på at lade sig isolere i deres kahyt efter de blev syge ombord på skibet. De er blandt andet utilfredse med, at de ikke kunne få årsagen til deres norovirus-udbrud at vide fra rederiet.
P&O Cruises siger, at rederiet iværksatte en række tiltag for at komme spredningen af virussen til livs; herunder at passagerne stoppede med selv at hente deres mad ved skibets buffet.
En talsperson fra krydstogtrederiet siger til BBC, at man beklager at en række passagerer blev syge ombord på skibet og at man hurtigst muligt vil reagere på passagerernes søgsmål.
Relaterede artikler:
Krydstogtkaptajn: Under 10 kvinder i verden har samme job som færøske Inger
Sagsøger krydstogtrederi efter nøgenoptagelser
Forsker: Krydstogtskibet bliver selve oplevelsen, ikke krydstogtet