- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Finansloven giver lille håndsrækning til hotellerne

Fremover kan virksomheder fratrække 50 % af momsen på hotel- og konferenceophold - mod hidtil kun 25 %.

Den danske turismebranche får lille håndsrækning i den nye finanslov. Den danske momslov ændres til gavn for den danske turisme. Fremover vil virksomheder få 50 % af momsen på hotel- og konferenceophold refunderet af staten mod hidtil kun 25 %. Det er resultatet af aftale som regeringen, Dansk Folkeparti og Kristendemokraterne er blevet enige om.

 

”Momsreglerne har været stærkt uhensigtsmæssige i bestræbelsen på at gøre turismen til vækstlokomotiv. Vi regner med, at langt flere virksomheder vil lægge deres overnatninger og konferencer i Danmark, fordi det bliver billigere,” siger direktør i Dansk Erhverv, Christian Tanggaard Ingemann, til Politiken.

 

I finanslovsforhandlingerne har Dansk Folkeparti villet styrke turismeerhvervets evne til at konkurrere med nabolandene ved at ændre reglerne for momsrefusion.

 

Den afgørende armlægning handlede om, hvorvidt virksomheder skulle have ret til at refundere 50 % eller den fulde moms på hotel- og konferenceophold, men det med et mindre skridt i den rigtige retning.

 

I Danmarks nabolande kan firmaer få den fulde moms refunderet, hvilket har gjort danske hoteller og restauranter næsten 19 % dyrere for erhvervsrejsende.

 

Hotel- og restaurationsbranchens organisation, Horesta, fremhæver, at tyske og svenske konkurrenter ligefrem skilter med momsfordelene i deres markedsføring.

 

”Når vi undersøger, hvorfor dansk turisme taber konkurrencen, er svaret: pris, pris, pris. En fuld refusion af momsen er afgørende for at få vendt den negative udvikling, dansk turisme har været igennem de seneste ni år,” siger Horestas nye direktør, Katia K. Østergaard.

 

Ifølge Skatteministeriet ville en fuld refusion af virksomheders køb af hotelydelser medføre et tab på 275 mio. kr. om året. Omvendt viser beregninger fra Dansk Erhverv og Horesta, at en 5 %’s vækst i erhvervsturismen vil gøre en fuld momsgodtgørelse provenuneutralt og skabe 1.700 nye arbejdspladser.

 

Partierne bag aftalen har også besluttet at hæve bundfradraget på, hvor meget man kan tjene på udlejning af sit sommerhus fra 10.000 til 20.000 kroner.

 

Skrevet af redaktionen