- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Finland bliver forbundet til Europas tognet

I sommeren kommer togforbindelsen mellem Finland og resten af Europa til at blive styrket. Således bliver der åbnet en ny togrute mellem Finland og Sverige.

Den finske transportminister, Lulu Ranne, har for ganske nylig oplyst, at en togforbindelse mellem Finland og Sverige, som ellers længe har været forsinket, får sin første afgang denne sommer.

Det betyder, at det nu bliver muligt at rejse fra Finland til resten af Europa med tog, men omvendt bliver det også muligt at tage fra det europæiske fastland til finsk Lapland. Det skriver det finske public service-medie Yle.

Det gør det også muligt at tage på en 5.000 kilometer lang togtur fra Portugals Algarve til Kolari i Lapland – Finlands nordligste station. En tur mellem Helsinki og Stockholm kommer til at tage 24 timer.

Længste rute i EU
Jernbaneekspert Jon Worth fortæller til Yle, at den kommende rute bliver den længste inden for EU. Den tidligere længste rute var mellem Lagos og den svensk-norske grænse.

”Så vidt jeg kan se, er Kolari til Lagos i Portugal den længste rejse, man kan foretage med flere tog inden for EU,” siger Worth og tilføjer, at det egentlige potentiale ligger i byer som Rovaniemi og Oulu, som bliver forbundet til Sverige uden behov for fly eller færge.

Indtil videre er der planlagt to daglige afgange, men Jon Worth mener, at der er et større potentiale, og derfor håber han, at det kun er begyndelsen.

Håber på at tiltrække Interrail-rejsende
Hos de statslige finske jernbaner, VR, fortæller direktør for nye trafikruter, Juho Hannukainen, at man fortsat forhandler med den finske styrelse for transport og kommunikation, Traficom, om kontrakten.

Han fortæller, at man håber på at starte trafikken i løbet af sommeren, mens han dog ikke kan give en præcis dato endnu.

Han uddyber, at VR håber, at ruten kommer til at tiltrække blandt andet Interrail-rejsende foruden finske og svenske kunder. I 2024 lød vurderingen, at op mod 80.000 passagerer ville rejse mellem Finland og Sverige i det første driftsår.

 

Relaterede artikler:

Vold mod ansatte: Stopper billetsalg ombord på tog

København-Stockholm får igen højhastighedstog

Flyselskab betjener nu 25 togstationer i tre lande