- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Finland: Endnu en dansk overnatningsrekord

Danmark var sidste år 16. største leverandør af udenlandske overnatninger i Finland. Det danske tal var for andet år i træk ny rekord – Finland havde sidste år syv mio. udenlandske overnatninger.

Der var sidste år i alt 23,1 millioner målbare overnatninger i Finland, en stigning på to procent i forhold til 2024.

Finnerne stod selv for 16 millioner af overnatningerne, viser tal fra Visit Finland Statistics.

De resterende 7,1 millioner overnatninger på for eksempel hoteller, campingpladser og så videre kom dermed fra udlandet. Tallet var en fremgang på 12 procent sammenlignet med 2024.

Største gruppe udenlandske overnatninger var fra de øvrige EU-lande plus Storbritannien, nemlig 4,4 millioner, en stigning på 10 procent i forhold til 2024.

Næststørste gruppe på 1,1 millioner overnatninger kom fra Asien, som navnlig det finske flyselskab har mange ruter til. Fra Asien var der sidste år en stigning på 28 procent i forhold til 2024. Tredjestørste gruppe målt i overnatninger i Finland sidste år var Skandinavien med 900.000 og en stigning på seks procent.

Rekord fra Danmark
Tallene fra Visit Finland Statistics viser også, at der sidste år var 133.800 overnatninger fra danske tilrejsende, en vækst på 15 procent fra 2024, hvor der var 116.500 overnatninger.

Ellers skal man tilbage til 2019, året før pandemien, for at finde den seneste danske overnatningsrekord. Den var på 115.900.

Visit Finland oplyser til Standby.dk, at der sidste år var ny overnatningsrekord for danskerne i alle fire sæsoner: vinter, forår, sommer og efterår.

De tre områder i Finland med flest danske overnatninger var hovedstaden Helsinki, den sydlige kyst samt Lapland.

Danmark var sidste år kun 16. største marked for Finland målt i antal overnatninger.

På den konto var Tyskland størst med 771.000 overnatning i 2025. Herefter fulgte Storbritannien med tæt på 687.000, mens de svenske naboer stod for 542.000 overnatninger sidste år.

De øvrige lande frem mod Danmark plads som nummer 16 var sidste år: USA, Frankrig, Holland, Italien, Kina (med Hong Kong), Spanien, Japan, Schweiz, Estland, Norge og Australien

 

Relaterede artikler:

Helsinki får verdensberømt Hilton-luksushotel

Profil Rejsers salg til nichedestination steg 50 pct.

Finnair: Danske rejsebureauer fortsat gode kunder