Kragerup Gods har hentet en ny driftsdirektør, der ankommer med erfaringer fra et arbejdsliv hos blandt andet Hotel d'Angleterre, Bautahøj Kursus & Konferencecenter samt Rungstedgaard.
Kragerup Gods har en historie, der trækker spor tilbage til 1327. Det startede som en hovedgård, men i dag fungerer godset som hotel med 57 værelser, restaurant, aktivitetspark, selskabslokaler samt 10 konference- og mødelokaler med plads til op mod 255 deltagere. Det har fire stjerner.
Derudover danner gods hvert år ramme om et julemarked. Det stiftede en del danskere bekendtskab med i løbet af december sidste år, hvor godsejer Regitze Sophie Andersen Dinesen og Kragerup Gods medvirkede i TV 2-serien ’Ny jul på det gamle gods’.
Nu oplyses det, at godset for nyligt har fået en ny driftsdirektør, da Jakob Buus Møller Andersen er tiltrådt og fremover vil varetage den opgave. I en skrivelse fra Kragerup Gods fortælles det, at han skal hjælpe med at videreudvikle eksisterende styrkepositioner og forbedre gæsternes oplevelse.
Sidder i flere bestyrelser
Jakob Buus Møller Andersen medbringer en del erfaring til sit nye job. Et par nedslag i den nye driftsdirektørs CV viser, at han startede som køkkenchef Hotel d’Angleterre og siden blev han blandt andet bestyrer på en kursusejendom med 32 værelser ejet af FLSmidth.
Efterfølgende har været hotel- og køkkenchef på det daværende Comwell Sorø, direktør for Bautahøj Kursus & Konferencecenter samt hoteldirektør for Rungstedgaard.
Han er desuden medlem af bestyrelsen i Danske Konferencecentre og brancheorganisationen, ligesom han også sidder med ved bordet i bestyrelseslokalet i den europæiske arm af brancheorganisationen International Association of Conference Centres.
Har spillet central rolle
Ifølge Kragerup Gods er der flere årsager til, at Jakob Buus Møller Andersen er det rigtige valg til stillingen som driftsdirektør på hotellet. Det skyldes eksempelvis den tilgang, som han har til at løse de daglige opgaver.
”Jakob kommer med mere end 20 års erfaring fra hotel- og konferencebranchen, hvor han har spillet en central rolle i at udvikle og transformere virksomheder til prisvindende og økonomisk bæredygtige forretninger,” lyder det.
”Hans stærke kompetencer inden for F&B, personaleledelse og konceptudvikling sikrer gæsteoplevelser på højeste niveau. Jakob er kendt for sin resultatorienterede tilgang og sin evne til at skabe vækst samt organisationer med stærk social kapital.”
Relaterede artikler:
Skiftedag: Hotel og konferencecenter har fået ny direktør