- STANDBY.DK - https://standby.dk -

First Hotels ’upåvirket’ af konkurs i datterselskab

HOTELLER: Ejerne af Hotel Østerport i København kræver 194 mio. kr. i erstatning fordi den norske hotelkæde, First, misligholdte sit lejemål. I går gik First’s selskab med huslejekontrakter, Tribe Invest, konkurs. Hotel Østerport overvejer nu næste skridt.

HOTELLER: Ejerne af Hotel Østerport i København kræver 194 mio. kr. i erstatning fordi den norske hotelkæde, First, misligholdte sit lejemål. I går gik First’s selskab med huslejekontrakter, Tribe Invest, konkurs. Hotel Østerport overvejer nu næste skridt.

Selve Tribe Invest var selskab med begrænset egenkapital til at klare søgsmålet fra kommanditselskabet bag Hotel Østerport. Tribe stod for huslejegarantier til ejere af hotelbygninger, hvor First driver selve hotellet.

Bestyrelsesformand for og medejer af Hotel Østerport, Henrik Busch, sagde i går til standby.dk:

”Konkursen i Tribe er en realitet – vi har som nævnt tidligere, bl.a. her hos standby.dk – været meget tålmodige for at finde løsninger med First Hotels, men det har ikke været muligt, og vi måtte derfor trække kortet om konkursbegæring.

For nuværende har vi ikke yderligere kommentarer. Da sagen er meget alvorlig for vores tidligere samarbejdspartner, ønsker vi at lade vores rådgivere vurdere, hvilke yderligere tiltag der skal tages.”

I går skrev den norske finansavis Dagens Næringsliv, at First Hotels ejer, Asmund Haare, betegner konkursen i Tribe Invest som ”udramatisk.”

I februar stoppede Tribe Invest med at betale husleje til Hotel Østerports ejere samt flere andre ejere af First-hotelbygninger i Danmark, bl.a. Hotel Neptun på Skt. Annæ Plads. First Hotels er økonomisk hårdt trængt og ønskede en nedsættelse af huslejen på ca. 60 pct.

K/S Oslo Plads, der driver Hotel Østerport, havde kontrakt med Tribe/First, om at First skulle drive hotellet til år 2024. Hotel Østerports ejere nægtede at reducere huslejen på ca. en mio. kr. om måneden. Det endte med, at First Hotels driftsselskab, Tribe Express Copenhagen, gik konkurs, og ejerne måtte overtage driften af det 170 værelser store hotel ved Østerport Station.

”Men de danske ejere forfulgte sagen, eftersom de gennem Asmund Haares selskab Tribe havde garanti for huslejen i Danmark. K/S Oslo Plads krævede den manglende husleje betalt fra februar til maj i år – samt den leje, First Hotels skulle have betalt i garantiperioden frem til 2024. Et samlet beløb på 194 mio. kr.,” skriver Dagens Næringsliv.

Asmund Haare bekræfter overfor avisen, at Tribe er konkurs, men synes sagen er udramatisk:

”Vi modsatte os ikke at betale den ubetalte husleje. Vi accepterede kravet på ca. fem mio. kr. Men det beløb var mere end Tribe Invest havde i egenkapital. Selskabet var dermed insolvent.”

Asmund Haare tilføjer: ”Vi kunne have tilført Tribe flere midler. Men i tillæg ville der med stor sandsynlighed komme nyt erstatningskrav knyttet til huslejegarantien på et senere tidspunkt. Derfor var det enkleste at lade Tribe gå konkurs. Men konkursen har ingen konsekvenser for vores hoteldrift i Danmark. Tribe var et tomt selskab, der kun stillede huslejegarantier.”