- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Fjord Line fordobler passagertal

REDERIER: Norske Fjord Line står til at få omkring én million passagerer på sine fire færger i år.

REDERIER: Norske Fjord Line står til at få omkring én million passagerer på sine fire færger i år.

”Ved udgangen af juli vil passagertallene være steget ca. 90 pct. i forhold til samme periode sidste år, og for året som helhed tror vi på en fordobling i forhold til 2013,” siger direktør for Fjord Line Danmark, Gert Balling.

Fjord Line begyndte i 2013 at sejle med MS Stavangerfjord; den første af to nye cruisefærger. I marts i år, blev den anden af de to nye cruisefærger, MS Bergensfjord, sat i drift sammen med det identiske søsterskib på Hirtshals til Stavanger og Bergen samt på Hirtshals–Langesund.

”Mens vi i de første syv måneder af 2013 havde 109.000 passagerer på Hirtshals–Stavanger–Bergen, kommer tallet i år til at ligge på omkring 198.000 – en stigning på 82 pct. Hirtshals–Langesund åbnede i juli 2013 med ca. 17.000 gæster efter et halvt års drift, og hidtil i år ligger antallet på ca. 125.000,” siger Gert Balling.

Når Fjord Line indtil nu kan notere cirka 137.000 passagerer for 2014 på ruten mellem Hirtshals og Kristiansand og ca. 48.000 på nystartede Sandefjord og svenske Strömstad, betyder det, at 508.000 har købt billet hos Fjord Lines. Det tilsvarende tal i fjor var ca. 267.000 ved udgangen af juli 2013.

”Ifølge vores prognoser vil vi ved udgangen af 2014 have haft over 950.000 passagerer på vores fire færger mod 445.000 i 2013. Fjord Lines andel af færgemarkedet mellem EU og Norge er dermed øget syv procentpoint til cirka 15 procent,” siger Gert Balling og tilføjer: ”En vækst på over 100 procent understreger, at øget kapacitet og en kraftig forbedring af kvaliteten af vores tilbud resulterer i, at væsentligt flere vælger Fjord Line. Fjord Line bidrager dermed til vækst i turisttrafikken til og fra Danmark.”

Fjord Line sejler mellem Danmark og Norge på ruterne Hirtshals – Stavanger – Bergen, Hirtshals – Langesund og i sommerhalvåret på ruten Hirtshals – Kristiansand.

20. juni i år begyndte Fjord Line besejlingen af en ny rute mellem Sandefjord i Norge og Strømstad i Sverige. Ruten betjenes af den færge, der hidtil har sejlet mellem Danmark og Norge, og som er blevet gennemmoderniseret og har fået navnet MS Oslofjord.

Fjord Line blev grundlagt i 1993. Rederiet har i dag omkring 630 medarbejdere.