- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Flere passagerer i Københavns Lufthavn i august

I den sidste sommermåned var der 2.776.367 rejsende gennem Københavns Lufthavn. Det var især de lange ruter, der voksede.

I den sidste sommermåned var der 2.776.367 rejsende gennem Københavns Lufthavn. Det var især de lange ruter, der voksede.

Oven på sidste års rekordsommer var der i årets sidste sommermåned, august, 26.963 flere, der fløj ind og ud af Københavns Lufthavn, hvilket svarer til en stigning på 1,0% i forhold til samme måned sidste år. Hele 6,2% flere rejsende fløj uden for Europa i august måned, og dermed fortsætter trenden med flere rejsende på de interkontinentale ruter:

“Når der åbner direkte ruter til destinationer uden for Europa, så vokser trafikken. Det kan vi eksempelvis se med Air Canada, der tidligere i år valgte at sætte et Boeing 777-300ER ind på ruten til Toronto. Det nye fly har 102 flere sæder, og det har betydet, at der i august i år var 33% flere rejsende mellem CPH og Canada end samme måned sidste år,” siger Thomas Woldbye, adm. direktør for Københavns Lufthavn.

År til dato er den interkontinentale trafik steget 7,3%, og det er især rejsende mellem Danmark og USA, der trækker trafikken op: ”Godt 750.000 er rejst mellem Danmark og USA i år, og det er 7% flere end samme periode sidste år. De senere år har vi åbnet mange nye ruter til USA, og det har især betydet flere amerikanske turister,” siger Thomas Woldbye.

“På lørdag åbner Air Indias rute mellem Delhi og København. Det er en milepæl for os. Vi har arbejdet hårdt på at få en rute til Indien i mere end otte år, og vi har store forventninger. I dag rejser over 30.000 mellem CPH og Delhi via andre lufthavne, og de vil fremover få væsentligt lettere ved at komme hertil, når Air India-ruten åbner.”

I august var London den største destination med 196.668 rejsende, mens Helsinki oplevede størst stigning blandt de største destinationer.