- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Flere penge til sommerferien i år

Danskerne regner med at bruge 15.100 kroner pr husstand på årets sommerferie. Det er 1.600 kroner mere end sidste år. Nu er sommerferiebudgettet steget tre år i træk, viser en undersøgelse, som YouGov har lavet for Nordea.

Danskerne regner med at bruge 15.100 kroner pr husstand på årets sommerferie. Det er 1.600 kroner mere end sidste år. Nu er sommerferiebudgettet steget tre år i træk, viser en undersøgelse, som YouGov har lavet for Nordea.

”Hovedstaden lægger ud med de dyreste sommerferier med et gennemsnit på 16.230 kroner pr husstand. I Region Sjælland er budgettet næsten 4.000 kroner mindre”, siger forbrugerøkonom Ann Lehmann Erichsen fra Nordea til Ritzau om undersøgelsen.

”Noget af forklaringen er, at sjællænderne holder landets korteste sommerferie – 2,7 dage kortere end midtjyderne, der holder den længste ferie. Midtjyderne har i højere grad end andre forkærlighed for ferier på over tre uger”, forklarer hun.

Som noget nyt har Nordea også set på, hvad ’det grå guld’ – de +66-årige – har på feriebudgettet, og de trumfer alle andre aldersgrupper med 11 planlagte feriedage i udlandet i gennemsnit mod gennemsnittet på ni dage. Seniorerne har et gennemsnitligt sommerferieforbrug på 16.334 kroner, mens det for hele gruppen af 18-65-årige er 14.815 kroner i snit.

”Ældre har forkærlighed for de helt lange sommerrejser til udlandet på mere end tre uger. Det har 11% i den gruppe planer om, mens det kun gælder 5% af alle andre”, siger Ann Lehmann Erichsen.

På de hjemlige breddegrader lander prisen på en tredjedel af, hvad ferien i udlandet koster. Det siger målingen, som også viser, at pengene til ferien er sparet op: ”Kun ganske få rejser for lånte penge, og når det sker, er det kreditkortet, man svinger på turen i udlandet”.