- STANDBY.dk - https://standby.dk -

Flere turister til Færøerne

TURISME: I april satte Vagar Lufthavn rekord, og de flotte tal fortsætter i maj. Tidligere i år indviede SAS sin nye daglige rute til Færøerne, der også har fået sin første Michelin stjerne.

TURISME: I april satte Vagar Lufthavn rekord, og de flotte tal fortsætter i maj. Tidligere i år indviede SAS sin nye daglige rute til Færøerne, der også har fået sin første Michelin stjerne.

Trafikken i Vagar Lufthavn på Færøerne var ikke imponerende i starten af året. Men april satte rekord med 29.433 passagerer, hvilket var en stigning på 46 pct. i forhold til april 2016.

”Det er  uden sammenligning den bedste måned i lufthavnens historie. Normalt har vi omkring 20.000 passagerer i april. Vi tror på, at 2017 bliver endnu et år, hvor Vagar Lufthavn slår rekord,” sagde lufthavnens direktør, Jákup Sverri Kass i starten af maj.

Og der ikke nogen grund til at tage armene ned. I maj var der 32.594 passagerer igennem terminalen, hvilket er en stigning på 25,2 pct. i forhold til maj 2016.

”Der er ikke nogen tvivl om, at der kommer flere turister til Færøerne for tiden, og de bærer størstedelen af væksten. Men den stærke færøske industri betyder flere erhvervsrejsende og øget efterspørgsel på flyrejser på det færøske marked,” er Jákup Sverri Kass’ kommentar til de nye tal.

To ruter og en Michelin stjerne

Det seneste tiår har det kun været Atlantic Airways, der har stået for flytrafikken, men siden marts i år har SAS også en daglig afgang til Færøerne.

Både hoteller og restauranter melder om høj belægning, og i februar blev der føjet endnu en attraktion til – Færøernes første Michelin stjerne til Restaurant Koks, der serverer en 17-retters menu med bl.a. søpindsvin og variationer over nationale fermenterede favoritter som vindtørret fårekød og fisk.

Den øgede flytrafik betyder også, at lufthavnen igen er nødt til udvide den nye terminal, der var færdig i 2014.

”Væksten de senere år betyder, at vi allerede er gået i gang med udvidelser og omlægninger. I første omgang er planen er at fordoble baggagehallen og at fordoble vores check-in diske. Derudover vil vi tage en linje mere igennem security i brug, og vi laver nogle omlægninger i vores dutyfree butik”, siger Jákup Sverri Kass.