- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Flere turistovernatninger i august

Antallet af overnatninger på hoteller, feriecentre og vandrerhjem steg i august med 3% i forhold til juli. Der var 8% flere på feriecentre og 3% flere på vandrerhjem, mens hotellerne havde 1% flere overnatninger.

Antallet af overnatninger på hoteller, feriecentre og vandrerhjem steg i august med 3% i forhold til juli. Der var 8% flere på feriecentre og 3% flere på vandrerhjem, mens hotellerne havde 1% flere overnatninger.

I månederne juni-juli-august var det samlede antal overnatninger på hoteller, feriecentre og vandrerhjem næsten uændret i forhold til de forudgående tre måneder, oplyser Danmarks Statistik.

Der var en stigning på 203.000 eller 37% i tyske overnatninger i august sammenlignet med august sidste år. Fra januar til og med august steg det samlede antal overnatninger med 756.000 eller 3% i forhold til samme periode sidste år. Tyskerne stod for en fremgang på 154.000 eller 7%, mens danskerne havde 235.000 eller 2% flere overnatninger.

Der var et næsten uændret antal svenske og norske overnatninger, mens gæster fra andre lande sammenlagt overnattede 11% flere gange end i tilsvarende periode sidste år.

I august var der 21% flere overnatninger i udlejede feriehuse end i juli. Det er det højeste niveau for august, siden statistikken startede i 2004. Fremgangen skal ses på baggrund af et fald på 6% i juli. Antallet af udenlandske overnatninger steg med 31% efter en nedgang på 3% i juli, mens danske overnatninger faldt med 5% i august. I perioden juni-juli-august var der en stigning på 12% i antallet af feriehusovernatninger sammenlignet med de forudgående tre måneder.

I faktiske tal steg det samlede antal overnatninger i danske feriehuse med 905.000 eller 34% i august sammenlignet med samme måned sidste år. Fremgangen tilskrives især 50% flere tyske overnatninger. Til sammenligning faldt antallet af tyske overnatninger i juli med 421.000 eller 26%. De store udsving hænger sammen med, at tyskerne i højere grad placerer deres sommerferie i august frem for juli.

Der var i perioden januar til august næsten 1,1 millioner eller 10% flere overnatninger i alt end i den tilsvarende periode sidste år. Der var 348.000 flere danske overnatninger i feriehusene, hvilket er en stigning på 12%. Vores tyske naboer havde 519.000 eller 8% flere overnatninger.

31. august var der booket 98.500 hus-uger for resten af året, svarende til en fremgang på 6.400 eller 7%.