- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Flodkrydstogtrederi sætter fokus på pride

Det schweiziske flodkrydstogtrederi Viva Cruises har næste sommer under priden i Amsterdam et syv-nætters World Pride Cruise 2026. Der er både ophold på skibet og et sejlende krydstogt.

Det femstjernede schweizisk-ejede Viva Cruises har hele året 10 skibe på en række europæiske floder.

Og Viva Cruises, der er eneste flodkrydstogtrederi på det europæiske marked, der aktivt viser flaget i Skandinavien, har næste sommer et særligt flodkrydstogt i forbindelse med World Pride i Amsterdam.

I en pressemeddelelse skriver Viva Cruises’ danske agent, United Spirit Nordic, at rederiet fejrer mangfoldigheden med sit World Pride Cruise 2026.

Det består af syvnætters World Pride Cruise 2026 på skibet Viva One. Krydstogtet starter og slutter i tyske Düsseldorf, der bliver tre dage i selve Amsterdam under priden fulgt af et flodkrydstogt der besøger Rotterdam, Antwerpen og Nijmegen.

United Nordic Spirit skriver også, at det er første gang Amsterdam er vært for WorldPride med fokus på LGBTQIA+ internationalt.

Vores hyldest til forskelligheden
I pressemeddelelsen siger Andrea Kruse, koncernchef for Viva Cruises: ”Vi ser meget frem til, når Viva One lægger fra kaj i Düsseldorf den 29. juli næste år, og vi er stolte af at være med til så vigtig en fejring. World Pride Cruise 2026 er vores hyldest til forskelligheden.”

Ombord på Viva One venter gæsterne et inspirerende, underholdende og engagerende program – naturligvis i tråd med temaet, oplyses det.

Viva Cruises er medlem af IGLTA (International LGBTQ+ Travel Association), hvilket er med til at understrege at der er handling bag ordene, fortæller rederiet.

Mange flodkrydstogtrederier i Europa
Der er anslået 1,4 millioner årlige krydstogtpassagerer i Europa, heraf skønsmæssigt mindst 10.000 fra Danmark.

Der er over 365 flodkrydstogtskibe i Europa. Blandt de mest kendte flodkrydstogtrederier på det europæiske marked er amerikanske Viking Cruises, Uniworld River Cruises og AmaWaterways samt de europæiske rederier Riviera River Cruises, Phoenix Reisen, Arosa og Viva Cruise.

Og en ny stor spiller er på vej til de europæiske floder: Amerikanske Celebrity Cruises fra Royal Caribbean Group overraskede i januar i år krydstogtbranchen ved at oplyse, at man fra 2027 vil tilbyde flodkrydstogter i Europa og har bestilt foreløbig 10 flodkrydstogtskibe.

Af de 1,4 millioner krydstogtpassagerer sidste år på det europæiske marked, var de tre største passagergrupper amerikanere, tyskere og franskmænd,

 

Relaterede artikler:

Vil have flere danskere på europæisk flodkrydstogt

Ny undersøgelse: Her føler queer-rejsende sig mest sikre

Amsterdam vil halvere antal flodkrydstogtskibe