- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Flot Emirates-aften – med få mangler

Flyselskabet havde i aftes imponerende arrangement, da det præsenterede sig for rejsebranchen - men glemte at introducere sine danske ansatte. Omvendt kom der forklaring på, hvorfor der kommer større fly på ruten.

Emirates bruger millioner på at gøre sig mere kendt inden det 1. august flyver dagligt mellem dets hovedlufthavn, Dubai, til København. Udover annoncerne spenderede Emirates i aftes millionbeløb på flot arrangement i Det Kongelige Teaters Skuespilhus i København.

 

Her fik de over 500 inviterede en aften med Sidse Babett Knudsen som en afslappet konferencier, der pligttroligt læste Emirates’ mere eller mindre relevante budskaber op via telepromptere – og med sangeren Medina som hovedattraktion i underholdningen.

 

Emirates havde seks uniformerede stewardesser til arrangementet. Dem ville mange gerne fotograferes med – forståeligt, for Emirates’ stewardesser er snart et lige så stort ikon som Singapore Airlines’ ”Singapore Girl, som Singapore Airlines ikke mere synes at have kræfter til at markedsføre.

 

Et suk fra mange af gæsterne ved Emirates-arrangementet var, at flyselskabet ikke benyttede lejligheden til at præsentere sine danske ansatte. Dem bliver der op til 20 af.

 

”Den nye rute er vores første i Skandinavien. Vi ser stort potentiale i København og Øresundsregionen,” siger Richard Vaughan, Emirates’ Divisional Senior Vice President, Commercial Operations, Worldwide.

Emirates omsatte i seneste regnskabsår for lige under 15 milliarder dollars, fik overskud på 1,5 milliarder dollars og havde 31,4 mio. passagerer med belægningsprocent på 80.

 

Emirates rute til København åbner med en Airbus A330-200 til 237 passagerer, 12 på First Class, 42 på Business og 183 på Economy. Allerede fra februar næste år skrues op til en større Boeing 777-200 med 286 daglige sæder. Udskiftningen til B777 skyldes, at Emirates vil udfase sine Airbus 330’ere.

 

København-Dubai bliver Emirates’ europæiske 27. destination og nr. 114 i dets internationale netværk.

Skrevet af Henrik Baumgarten