- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Flot vækst i Billund Lufthavn

LUFTHAVNE - I juni rejste 288.517 passagerer gennem Billund Lufthavn, en stigning på 21.854 passagerer i forhold til juni 2012, svarende til 8,2 %.

LUFTHAVNE – I juni rejste 288.517 passagerer gennem Billund Lufthavn, en stigning på 21.854 passagerer i forhold til juni 2012, svarende til 8,2 %.

Udenrigsruterne steg med 11.894 passagerer, hvilket betød 162.227 rejsende på ruteflynettet til og fra Billund. ”Det er fortsat ruterne til Amsterdam, London, Frankfurt og Oslo, der har de fleste passagerer, men også ruterne til sol og strand viser stigninger,” siger lufthavnens adm. direktør, Kjeld Zacho Jørgensen.

Chartertrafikken havde 113.489 passagerer, et lille fald på 1.124 passagerer, svarende til 1,0 %. Det skyldes primært, at der er udbudt færre sæder i 2013 sammenlignet med 2012.

”Indenrigsruten til København havde 11.226 passagerer, og da der ikke var nogen betjening af ruten i juni 2012 – pga. konkursen hos Cimber Sterling – er det ikke muligt at beregne en stigningsprocent, men det er godt at se, at ruten har fundet tilbage til sit normale leje,” siger lufthavnschefen.

Det samlede resultat for første halvår 2013 viser, at 1.284.738 passagerer har benyttet Billund lufthavn, en stigning på 49.313 passagerer, eller 4 %.

For juli forventes der op mod 385.000 rejsende, hvilket vil være ny rekord for lufthavnen.