- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Fly fra København tæt på nedskydningen

FLYNEDSKYDNING: En Boeing B777 fra Singapore Airlines fra København til Singapore og fly fra Air India var tilsyneladende de nærmeste, da Malaysia Airlines MH17 blev skudt ned i samme luftkorridor.

FLYNEDSKYDNING: En Boeing B777 fra Singapore Airlines fra København til Singapore og fly fra Air India var tilsyneladende de nærmeste, da Malaysia Airlines MH17 blev skudt ned i samme luftkorridor.

Star Alliance-medlemmet Singapore Airlines flyver fem gange om ugen mellem Singapore og den eneste nordiske destination, Københavns Lufthavn. Singapore Airlines fløj i torsdag angiveligt i samme korridor som Malaysia Airlines-flyet, da formodede russisk-støttede separatister skød flyet ned.

Det ses på Flightradar24.com, der viser flys positioner over det meste af kloden, skriver dr.dk

De to fly var 20-30 kilometer fra hinanden. Flyet fra København, SQ351/SIA351, lettede kl. 12.45 fra Københavns Lufthavn og landede i Singapore 12 timer senere.

Kilder i luftfartsbranchen fortæller DR Nyheder, at positioner på fly hos Flightradar24 er meget præcise.

Singapore Airlines vil ikke afkræfte, at man fløj bag MH17.

Sidst i april i år beordrede USA’s Federal Aviation Administration, at fly fra amerikanske flyselskaber ikke måtte flyve over Krim-halvøen, som Rusland annekterede tidligere på året, samt bl.a. dele af Ukraine. Flere flyselskaber fulgte FAA’s anvisning, men flyruterne forblev åbne, hvis landet blev overfløjet i visse højder. Det opfyldte bl.a. Malaysia Airlines-flyet.

Eurocontrol, der styrer flyvningerne over Europa, oplyser, at efter nedskydningen af MH 17, afviser man nu alle overflyvninger af den østlige del af Ukraine.