- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Fly-støtte til Afrikas syge

Reservationssystemerne gør det snart mulig at donere to dollar

Kampen mod tuberkulose, Aids og malaria i Afrika får nu hjælp fra flypassagerer verden over. For fra nytår vil det være muligt, for de, der bestiller flybilletter, samtidig at give to dollar i støtte til FN’s kamp mod sygdommene.

De globale reservations-giganter indenfor fly, Amadeus, Sabre og Travelport/Galileo, sørger for det praktiske, det vil sige at der altid i forbindelse med bookinger stilles et spørgsmål om man vil give penge – før kreditkortet tages i brug.

Og de tre firmaer var da også med da planen i dag blev præsenteret i New York af blandt andet den britiske premierminister Gordon Brown og direktøren for Verdensbanken, Robert Zoellick. Der lægges ud i januar i USA, og derefter følger en række europæiske lande, i første omgang Storbritannien, Tyskland, Spanien og Schweiz.

Projektet har også fået to af verdens største velgørende fonde som støtter, nemlig Bill and Melinda Gates Foundation og William J. Clinton Foundation. Konsulentfirmaet McKinsey & Co regner med at der i løbet af et år kan indsamles en milliard dollar. Administrations-omkostningerne vil blive relativt små – i hvert fald set i forhold til FN’s normale standard – nemlig fem pct.

Skrevet af Klaus Givskov