- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Flyaflysninger udløste slagsmål

LUFTFART: Passagerer og personale røg i totterne på hinanden i Florida-lufthavn efter masseaflysninger.

LUFTFART: Passagerer og personale røg i totterne på hinanden i Florida-lufthavn efter masseaflysninger.

Lavprisselskabet Spirit Airlines ligger – som standby.dk skrev for nyligt – helt i bund i målinger af kundetilfredshed blandt flypassagerer i USA. Selskabet har næppe forbedret sin placering efter begivenhederne i lufthavnen i Fort Laurderdale i Florida mandag aften amerikansk tid.

Spirit Airlines aflyste med kort varsel ni afgange fra lufthavnen. Det førte til kaos i lufthavnen, hvor nogle passagerer måtte forlade fly, mens hundredvis af andre stod i kø ved check-in skrankerne.

På et tidspunkt udbrød der slagsmål mellem passagerer og personale, og det lokale politi var nødt til at skride ind for at skille parterne. Tre passagerer blev anholdt i forbindelse med urolighederne.

Ifølge CNN er omkring 300 afgange med Spirit Airlines blevet aflyst i løbet af den seneste uge. Aflysningerne skyldes ifølge selskabet pilotmangel og bunder i en strid om nye kontrakter mellem piloterne og selskabet.

En talsmand for Spirit Airlines beskylder ifølge CNN piloterne og deres fagforening Airline Pilots Association, International (ALPA) for at tage passagererne som gidsler i den faglige strid.

ALPA siger omvendt, at de og piloterne gør alt, hvad de kan, for at genetablere selskabets flyvninger efter de seneste dages problemer.