- STANDBY.dk - https://standby.dk -

Flydirektører havde ønskeseddel til EU-kommissær

LUFTFART: Færre flyvelederstrejker, mere effektive lufthavne og afskaffelse af urimelige skatter på flytransport var blandt ønskerne, da topchefer fra flyselskaber mødte EUs transportkommissær.

Forrest fra venstre Peter Gerber fra Lufthansa Group, Jean-Marc Janaillac fra Air France KLM, EU-kommissær Violeta Bulc, Carolyn McCall fra Easyjet og Willie Walsh fra IAG. Bagest fra venstre er det Norwegians Bjørn Kjos, Martin Gauss fra AirBaltic, Carlos Munoz fra spanske Volotea og Thomas Reynaert fra A4E.

LUFTFART: Færre flyvelederstrejker, mere effektive lufthavne og afskaffelse af urimelige skatter på flytransport var blandt ønskerne, da topchefer fra flyselskaber mødte EUs transportkommissær.

Topdirektører fra europæiske flyselskaber, der er med i interesseorganisationen Airlines 4 Europe, A4E, mødtes forleden med EU’s transportkommissær, slovenske Violeta Bulc.

Blandt flycheferne var Peter Gerber (chef for Lufthansa Cargo og repræsentant for Lufthansa-gruppen) samt koncerncheferne Jean-Marc Janaillac (Air France KLM), Bjørn Kjos fra Norwegian, Easyjets Carolyn McCall og Willie Walsh (koncernchef for IAG, der bl.a. omfatter irske Aer Lingus, British Airways og Iberia) samt A4E’s adm. direktør, Thomas Reynaert.

På mødet med EU-kommissæren kom de med deres ønsker til, hvad EU kan arbejde for i det kommende år.

Flycheferne ønskede bl.a. at EU øger fokus på at indføre regler, så strejker blandt flyvelederne bliver så få som muligt.

Alene i år har der været mindst 22 strejker blandt europæiske flyveledere. Ifølge A4E har der siden 2010 været 217 flyvelederstrejker i Europa. A4E ønsker bl.a. mulighed for, at flyveledere i andre lande end der, hvor strejken er, kan styre overflyvning af landet med strejken, at der oprettes en form for mægling overfor flyvelederne, inden de begynder at strejke, samt at flyselskaberne får mindst 72 timers varsel inden en flyvelederstrejke.

A4E ønsker også, at EU griber ind overfor lufthavne, der ifølge A4E misbruger deres monopol – bl.a. ved alt for høje passagerafgifter, der udgør 20 pct. af flyselskabernes omkostninger.

Flydirektørerne sagde også på mødet med EU-kommissæren, at de opfordrer EU til at få sine medlemslande til at afskaffe passagerskatter. A4E pegede på passagerskatter i Italien, Norge og Storbritannien – samt den kommende svenske passagerskat.

Lobbyorganisationen Airlines for Europe åbnede i starten af i år og er allerede nu største interesseorganisation for flyselskaber. A4E har hovedkontor i Bruxelles. Det nyeste medlem er luftfragtselskabet Cargolux fra Luxembourg.

De andre medlemmer tæller bl.a. Air France KLM, Easyjet, Finnair, Icelandair, IAG med bl.a. British Airways og Iberia, Lufthansa Group (bl.a. også Austrian, Brussels Airlines og Swiss), Norwegian, Ryanair og TAP Portugal.

SAS taler med A4E om medlemskab, har A4E for nylig oplyst til standby.dk, men der er ikke noget konkret.

A4Es medlemmer har årligt over 550 mio. flypassagerer, ca. 70 pct. af det totale antal flyrejsende i Europa på 900 mio. A4Es medlemmer har over 2.700 fly og en samlet årlig omsætning på over 750 milliarder kr.

Siden søsætningen af A4E har den hidtil største interesseorganisation for europæiske flyselskaber Association of European Airlines (AEA) meddelt, at den lukker og slukker med udgangen af i år – det samme gør discount/lavprisselskabernes interesseorganisation, ELFAA, European Low Fares Airline Association.