- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Flyselskaber indbød til premiere på den nye Tintin-film

Air France og KLM inviterede onsdag rejsebranchen og gode kunder til forpremiere på Steven Spielbergs Tintin-film, der havde officiel premiere i dag, torsdag..

Der var fuldt hus til forpremieren på den meget omtalte "Tintin og Enhjørningens Hemmelighed." Gæsterne i CinemaxX på Fisketorvet i København var ansatte i rejsebranchen og storkunder i de to flyselskaber – og der var rift om billetterne. Udstyret med 3D-briller, popcorn og cola kunne gæsterne nyde det hæsblæsende eventyr.

 

Filmen bygger i grove træk på Hergé’s tegneserie om Enhjørningens Hemmelighed fra 1942-43, men der er også episoder fra et par andre Tintin-historie. Navnet Hergé opstod i øvrigt, da den belgiske tegner Georges Remi byttede rundt på sine forbogstaver – udtalt på fransk..

 

Som en anden Indiana Jones oplever Tintin, hans hund, Terry, og Kaptajn Haddock en masse dramatik i den næsten to timer lange film. Den er instrueret af Steven Spielberg og produceret af Peter Jackson, der bl.a. instruerede trilogien om Ringenes Herre.

 

Og de har bl.a. sørget for, at Kaptajn Haddock er mere politisk korrekt end i hæfterne – hans elskede pibe bliver i lommen under hele filmen, men til gengæld er han stadig glad for en lille én til halsen, eller flere…

 

Filmen er en såkaldt ’performance capture-animation’, hvor der er skuespillere ’inden i’ hver digitalt formgivet figur, forklarer Politikens anmelder, der giver den 5 af 6 stjerner.

Hovedskurken, Ivanovich Sakharine, spilles i filmen af den nuværende James Bond, Daniel Craig, i en dobbeltrolle som også Rackham den Røde.

 

Og afslutningen af Enhjørningens Hemmelighed lægger kraftig op til, at der i hvert fald kommer endnu en Tintin-film… Nemlig ”Rackham den Rødes skat.”

 

I øvrigt, kan Stand Bys nørdafdeling oplyse, at Tintin kun én gang har været i Norden – i ’Den mystiske Stjerne’ tanker hans skib olie i islandske Akureyri…

 

Danmarks Radios hjemmeside har tema om Tintin: http://www.dr.dk/Tema/tintin/index.htm

Skrevet af Henrik Baumgarten