- STANDBY.dk - https://standby.dk -

Flyselskaber tilfreds med udbygningsplan

LUFTHAVN: Københavns Lufthavns planer om milliardinvesteringer mødes med tilfredshed af flyselskaber – og borgmesteren i Tårnby Kommune, hvor lufthavne har hjemme.

Lufthavnen præsenterede forleden sin omfattende plan for udbygning og klargøring til 40 mio. årlige passagerer – inden for sine nuværende rammer, men med tilføjelse af bl.a. en ny Finger samt ekspansion af terminalerne. Og planerne, der også vil give mange nye flyruter og tusindvis af nye arbejdspladser, mødes med tilfredshed af flyselskaberne.

Nordisk chef for British Airways og Iberia, Peter Rasmussen, siger til standby.dk: ”Jo større Københavns Lufthavn bliver, jo bedre. Københavns Lufthavn er en vigtig samarbejdspartner, som vi er meget tilfredse med.”

Charterflyselskaber, der typisk har fyldte fly, har tit påpeget, at de ikke er tilfredse med sænkede landingsafgifter og i stedet højere passagerafgifter. Adm. direktør for danske Jet Time, Klaus Ren, der også opererer et stigende antal ATR-fly for SAS, siger: ”Vi er glade for Københavns Lufthavn. Det er en god lufthavn, og det er vigtigt at bevare København som nordeuropæisk trafikknudepunkt. Derfor er investeringer i fremtiden vigtige, planerne lyder spændende – de er gode for Danmark og dansk luftfart.”

Ved præsentationen af de nye planer i torsdags, sagde Henrik Zimino, der i år fejrer 20 års jubilæum som Tårnbys socialdemokratiske borgmester, til standby.dk: ”Jeg deltager i begejstringen for de nye planer – også for den positive effekt på beskæftigelsen. Lufthavnen ligger tæt på bymæssig bebyggelse, og jeg håber, at de kommende års byggerier vil give færrest negative påvirkninger af miljøet og infrastrukturen.”

Med ved præsentationen var også Emirates’ salgschef, Henrik Lund. Han sagde til standby.dk, at han havde noteret sig en af lufthavnens illustrationer af de kommende byggerier: ”Her kunne man tydeligt se en Airbus A380 fra Emirates – den er der endnu ingen planer om at indsætte på vores daglige rute til København. Til gengæld er det glædeligt, at Finger C forlænges, og at der i de fire nye gates bliver bedre loungeplads. Vi flyver typisk med en Boeing B777-300 ER til København – den har i den største version plads til 428 passagerer, den største lounge i dag i Københavns Lufthavn har plads til 150 rejsende.”

På illustrationen af sine udbygningsplaner havde lufthavnen også placeret eksemplarer af verdens største passagerfly, A380, fra Singapore Airlines og Thai Airways.