- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Flyselskabers turbulente år, men charterfly består

FERIEFLY 2013:Lidt forunderligt, hvor meget vi gennem det forløbne år har skrevet om flyselskabers op- og nedture. Sådan har det også været i tidligere år. Askeskyer, tsunamier, økonomiske nedture, alligevel svinger pendulet kun lidt i charterbranchen. Det er nok noget typisk dansk.

Formanden for RID, Jan Vendelbo: Den traditionelle chartertrafik er stabil på èn mio. rejsende om året, men næppe egnet til yderligere vækst.

FERIEFLY 2013: Lidt forunderligt, hvor meget vi gennem det forløbne år har skrevet om flyselskabers op- og nedture. Sådan har det også været i tidligere år. Askeskyer, tsunamier, økonomiske nedture, alligevel svinger pendulet kun lidt i charterbranchen. Det er nok noget typisk dansk.

Af Ejvind Olesen  

Det var bare så betegnende, da formanden for RID (Sammenslutningen af charterselskaber), Jan Vendelbo, chef for Spies forleden ved et julepressemøde fastlog:

”Vi tror ikke på yderligere vækst i charterbranchen. Nu søger vi andre veje. Helt tilbage til 60’erne har vi kunnet måle, hvor lidt udsving, der er fra år til år. Nu kører det omkring en mio. rejsende – det kan gå et par hundrede tusinde op i gode år og tilsvarende ned i rigtigt dårlige år. Men så konstant er det altså.”

Er det så fordi branchen ikke har kendt sin besøgelsestid? Nej, det kan man ikke sige. Der er sket vældig meget med selve charterproduktet gennem årene. Også kvalitetsmæssigt. Det er immervæk et par dage siden, Simon Spies betegnede sin dårligste hotelkvalitet: ”Indkvartering for den, der absolut vil se denne verden før den næste”.

Til gengæld er der kommet massevis af andre ferietilbud, som prismæssigt kan konkurrere, og som er mere fleksible end en charterrejse, der fortsat som hovedregel går ud en bestemt ugedag og tilbage den samme dag næste uge eller to senere.

Hvis man vil ud lørdag og hjem næstfølgende tirsdag, da er det et rutefly. Det samme gælder, hvis man vil på en enkeltbillet til Rom og hjem med toget. Det kan et charterfly heller ikke klare. Den fleksibilitet som selv et lavprisfly byder på, magter charterselskaberne ikke. Deres reservationssystemer er ikke linket til ”de skæve” ferier.

Men omkring èn mio. danskere vil også i 2013 drage på charterferie. De får efterhånden et rigtig godt produkt på flyene. Thomas Cook Airlines (Spies) og JetTime fører nok, hvad angår det kulinariske om bord. Primera Air er begyndt at opgradere hele kabinen. SAS vandt årets Travel Award Pris.

Charterkonceptet er på trods af alle nyskabelser måske det mest stabile vi har. Sådan vil det også være i det nye år.