Israelske El Al går galt i byen, når flyselskabet beder IATA om at hjælpe med overflyvningstilladelse i Saudi Arabien. Det er de enkelte staters suveræne afgørelse, og den israelske regering skal næppe regne med hjælp fra den kant
Man kan godt blive en smule desorienteret, når man forleden her på siden kunne læse, at koncernchefen for det israelske flyselskab El Al har sendt en bøn til IATA om hjælp til en tilladelse til overflyvning over Saudi Arabiens luftrum på en rute fra Tel Aviv til Indien (Mumbai) for på den måde at spare to timers flyvetid.
Noget som de indiske konkurrenter fra Air India allerede gør, fordi de er bedre venner med araberne.
Rent umiddelbart må man mene, at israelerne har misforstået IATA´s rolle siden 1945. Den har i bogstaveligste forstand været som vagthund for 280 medlemmer (flyselskaber), som tæller 83 procent af alverdens civile flytrafik. Ikke at være fredsmæglere for to lande, som i 70 år ikke har kunnet fordrage hinanden, og næppe heller kan det i dag.
Bøde for dansk smørrebrød
Men hvad er IATA, International Air Transport Association, da for en størrelse? Og hvorfor hører vi ikke nær så meget til den, som vi gjorde engang, og pressen gjorde sit for at skose en organisation, som i mange år overgik selv det bureaukrati, som i dag findes i EU’s hovedkvarter i Bruxelles.
Organisationens hovedopgave var at styre (og begrænse) konkurrencen med alt fra billetpriser, provision, klasseopdeling og service – og såmænd også pålægget på smørrebrød (SAS). Den smørrebrødssag endte med store bøder til SAS og var den bedste reklame for bespisning om bord, som selskabet nogensinde har fået.
Det var monopolets forlængede arm, indtil vi fik EU’s konkurrencekommission med tilhørende forordninger, og på den måde fik flyselskaberne i spændetrøjen, som de havde været, da IATA nærmede sig rene karteller.
Finurlige billetkonstruktioner
Man skal imidlertid ikke tage fejl af, at IATA også stod for globale standarder for sikkerhed, uddannelse og fly, men desværre også for ensartede billetpriser, aftaler med agenter og et bureaukrati, som på den måde også blev vagthund over for billigere billetter med kombinationer, som ikke var af denne verden. I masse af tilfælde var agenterne i billetkontorer både smartere og dygtigere end IATA-kontrollørerne.
Monopolerne kunne ikke have haft et bedre forsvar.
Overlever Open Sky ?
I dag har vi Open Sky rundt om i verden med udstrakte frihedsrettigheder, som i hvert fald har gjort kontrol af billetter og priser helt overflødige. Det klarer de enkelte selskaber og samarbejdspartnere selv.
IATA kan kun se til, når Indien, Saudi Arabien og Israel selv må finde ud af at blive så gode venner, at de kan bruge hinandens flykorridorer.
Der bliver heller ikke IATA´s opgave at løse, hvis præsident Donald Trump pludselig en dag lytter til sine piloter og andre ansatte, som mener at Open Sky med Mellemøstens selskaber er en for kostbar aftale for USA. Man skal ikke forsværge, det kan ske, når man nu ser, hvad der er på vej med stål-told.
Og hvordan med de uhyrlige summer Rusland opkræver for overflyvning af Sibirien. ”Åh, hjælp os lige med at sætte dem ned, IATA”
Men fred i Mellemøsten har IATA`s ledelse ikke format til at sikre, hverken på land eller i luften. Det er trods alt en noget større opgave end at jagte dansk smørrebrød.