- STANDBY.dk - https://standby.dk -

Første charterafgang fra Billund Lufthavn

Ikke siden 13. marts har der været charterfly fra Billund – i morges lettede første fly, endda med passagerer på venteliste for at komme til Kreta. Grækenland kræver registrering inden indrejse.

For Bravo Tours lettede Great Dane Airlines DW677 i morges klokken 05.30 fra Billund Lufthavn mod Chania-lufthavnen på Grækenlands største ø, Kreta, med alle 118 sæder solgt. Og med gæster på venteliste, siger Bravo Tours’ administrerende direktør, Peder Hornshøj.

Siden Danmark lukkede sine grænser den 13. marts har der været charterflyvninger fra danske lufthavne. Om den første charterafgang sydpå siger administrerende direktør i Danmarks næststørste lufthavn, Jan Hessellund, i en pressemeddelelse:

”Det er jo fantastisk, at der så kort tid efter, at de nye rejsevejledninger trådte i kraft, flyver et fyldt fly med chartergæster til sydens sol. Det understreger, at danskerne er klar til at rejse udenlands, og at rejsebureauerne har mulighed for at få lidt ud af sommersæsonen.”

Bravo Tours’ direktør, Peder Hornshøj, siger: ”Vi arbejder for at give danskerne mulighed for at komme på ferie. Det har derfor været hårdt, at coronakrisen lavede en så hård opbremsning. Derfor giver dagen i dag en ekstra forløsning, da vi igen kan sende danskere på ferie.”

30 procent er klar til at flyve udenlands
Billund Lufthavn har fået lavet en undersøgelse blandt vestdanskerne, der viser, at 30 procent af vestdanskerne var klar til at rejse udenlands, så snart muligheden bød sig.

Peder Hornshøj bekræfter, at der er stor efterspørgsel på rejserne, og at der endda har været ventelister.

”Chaniarejserne til afgangen her til morgen blev sat til salg for 14 dage siden, og de har været ekstremt populære. Der blev hurtigt udsolgt, hvorefter ventelisterne bare er vokset. Det er sjældent med ventelister på charterrejser, men der er også venteliste til vores afgang på mandag, hvor vi flyver til en anden græsk ø, Zakynthos,” siger Peder Hornshøj. Foreløbig har Bravo Tours charterrejser denne sommer til Kreta, Mallorca, Rhodos og Zakynthos.

Grækenland kræver registrering inden indrejse
Udenrigsministeriet meddeler torsdag eftermiddag, at rejsevejledningen for Grækenland er opdateret med en ændring i afsnittet ”Generel anbefaling.” Det skyldes at der nu er krav om, at man skal registrere sig hos myndighederne i Grækenland inden indrejse.

”Som jeg forstår det, er det udelukkende fordi de græske myndigheder vil tjekke, om nogen har været i et land, hvor der stadig er rejseforbud til Grækenland fra, indenfor de seneste to uger. Hvis man har været det, skal man testes ved ankomsten til Grækenland,” oplyser Peder Hornshøj til STANDBY.dk

Den danske ambassade i Athen skriver på sin hjemmeside: ”Frem til 31. august skal alle indrejsende udfylde en elektronisk rejseformular (Passenger Locator Form), 48 timer før ankomst til Grækenland.” Der er link til rejseformularen fra ambassadens hjemmeside.

Ambassaden oplyser også, at der foretages covid19-spot checks i græske lufthavne. Hvis man bliver udtaget til stikprøvekontrol, opgives en opholdsadresse, for eksempel hotel, hvor man derefter skal opholde sig, indtil resultatet foreligger. Hvis testen er positiv, bliver passageren sendt i karantæne i 14 dage. Manglende overholdelse af karantænereglerne, kan medføre bøde på 5.000 euro, står der på ambassadens hjemmeside.

Relaterede artikler:

Charterbureauer klar med mange sydeuropæiske rejsemål

”Grænseåbningerne kommer næsten for sent”

Billund mistede 359.000 passagerer i juni