- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Fordobling af flypassagerer

LUFTFART: IATA forudser, at der om 20 år vil være næsten 8 milliarder flypassagerer. Den største vækst kommer fra Asien og Stillehavsregionen.

LUFTFART: IATA forudser, at der om 20 år vil være næsten otte milliarder flypassagerer. Den største vækst kommer fra Asien og Stillehavsregionen.

I år forventes fire milliarder passagerer at flyve, men i 2036 vil det tal være 7,8 milliarder ifølge The 20-year Passenger Forecast udarbejdet af International Air Transport Association (IATA) i samarbejde med Tourism Economics. Forudsigelsen er baseret på en gennemsnitlig vækst (CAGR) på 3,6 pct.

“Alle indikatorer peger på en stigende efterspørgsel på globale forbindelsesmuligheder. Verden er nødt til at forberede sig på en fordobling af flypassagerer i løbet af de næste 20 år. Det er fantastisk godt nyt i forhold til innovation og velstand, der drives af luftfartsforbindelser. Det er også en stor udfordring for regeringer og industrien for at sikre, at vi med succes kan imødekomme denne væsentlige efterspørgsel,” siger Alexandre de Juniac, IATA’s generaldirektør og CEO.

Kina overhaler USA
Over halvdelen af de nye passagerer vil over de næste to årtier komme fra Asien og Stillehavsregionen, og Kina haler ind på USA som det største marked.

Det forudses, at Kina vil overhale USA i 2022, hvilket er to år tidligere end antaget sidste år. Årsagen er stærkere vækst i Kina og lettere reduceret vækst i USA. Desuden vil Thailand og Tyrkiet rykke op i top ti over de største markeder.

Store udfordringer for infrastrukturen
En fordobling af passagerer kræver ikke kun øget kapacitet i forhold til fly og lufthavne. Det vil også komme til at berøre hele infrastukturen til og fra lufthavne samt i luftrummet.

“Den øgede efterspørgsel vil give store udfordringer for infrastrukturen. Løsningen er ikke mere komplekse processer eller at bygge større og større lufthavne, men at udnytte den ny teknologis muligheder for at flytte aktiviteter uden for lufthavnen, strømline processer og forbedre effektiviteten. Ved hjælp af partnerskaber både i industrien og uden for tror vi på, at der kan findes bæredygtige løsninger for fortsat vækst,” siger Alexandre de Juniac.

Relaterede artikler

20 mio. flere flypassagerer til New York

IATA frygter for fordobling af flypassagerer