Utilfredse med vejrmeldinger om dårligt vejr og skybrud, der viser sig forkerte.
De dårlige vejrudsigter kan straks spores i besøgstallene hos dem, der lever af danskernes sommerferie-besøg. Direktør Søren Kragelund fra Fårup Sommerland er ærgerlig over, at vejrudsigter, der lyder som regn hele dagen ender med at blive et par kortvarige byger, for det får danskerne til at holde sig borte fra forlystelsesparkerne, skriver bt.dk.
Det billede genkender underdirektør i Tivoli, Dorthe W. Barsøe, som siger, at der kun er en ting, Tivoli bryder sig mindre om end heldagsregn, og det er de prognoser, der lover heldagsregn, uden at det bliver det.
”Formuleringer som ’nu er sommeren definitivt forbi’, giver et billede, som vores branche er godt trætte af”, siger hun.
Også campingpladserne lider under de dramatiske vejrudsigter der ’ikke holder vand’, men skræmmer turisterne væk.
I sidste uge lovede meteorologerne på landsdækkende medier skybrud, men sådan gik det ikke. Konsekvensen blev alligevel, at mange campingpladser oplevede, at kunderne blev skræmt væk. Torsdag og fredag i uge 27 varslede meteorologerne skybrud bl.a. på Fyn. I Søby på Ærø faldt der 4 mm regn om fredagen. Men konsekvensen var, at der stort set ingen gæster kom til øen og øens campingpladser de efterfølgende dage.
”Meteorologerne gør sikkert deres arbejde, så godt de kan. Men jeg synes, at de skal vide, hvilke konsekvenser, deres vejrudsigter kan have. Det har direkte økonomiske konsekvenser for mange campingpladser og omsætningen i øvrigt i lokalsamfundene, når turister bliver væk på grund af dramatiske vejrudsigter, der alligevel ikke holder vand”, siger Preben Christensen, formand for DK-CAMP, Danmarks største sammenslutning af campingpladser.