- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Formand i flyverskjul

WEEKENDKLUMME: Netop hjemkommet fra ferie på Rhodos til problemet med Wonderful Copenhagen, som vi godt vidste ville komme i problemer med organisationens regnskabsaflæggelse, undrer det mig, at Horestas formand er den eneste, der skal forsvare Lars Bernhard Jørgensen.

Ejvind Olesen

WEEKENDKLUMME: Netop hjemkommet fra ferie på Rhodos til problemet med Wonderful Copenhagen, som vi godt vidste ville komme i problemer med organisationens regnskabsaflæggelse, undrer det mig, at Horestas formand er den eneste, der skal forsvare Lars Bernhard Jørgensen.

Af Ejvind Olesen          

Så er det hverdag igen. For rigtig mange på mandag, men for mig forleden, da jeg landede i Københavns Lufthavn efter ferieophold nr. 36 (siden 1972) på Rhodos. Vi blev modtaget ved bagagebåndene med tusindvis af herreløse kufferter stablet i store dynger. Var den nu gal med bagageanlægget igen?

Nej, viste det sig hurtigt. En strejke blandt handlingpersonalet i lufthavnene i Paris på årets største udrejsedag, havde også givet negativt udslag i København. Rejser der virkelig så mange fra Frankrig til- eller via – København på en weekend? En strejke blandt fly- og lufthavspersonale på årets største feriedag er simpelthen noget af det værste man kan byde sine medborgere. Det kan man ikke være bekendt.

Hjemme igen fik aviser og medier hul på agurketiden, da Wonderful Copenhagen aflagde rapport og afslørede, hvor slemt det gik med økonomien bag Melodi Grand Prix.

Og resultatet, et underskud på 58 mio. kr. og et samlet minus på arrangementet på 77,4 mio. kr., fik alarmklokkerne til at ringe. Adm. direktør i Woco, Lars Bernhard Jørgensen, fik høvl fra morgen til aften. En så voldsom reaktion kunne han nok have afbødet ved at tage ordet og forklare sig for meget længe siden. Og ved ikke blot at kaste ansvaret over på en af sine underdirektører med en fyreseddel. En mand, der ikke fik en chance for at forsvare sig.

Om en ellers respekteret erhvervs- og turistmand, Lars Bernhard Jørgensen, redder skindet på et bestyrelsesmøde 18. august, er ikke til at vide. Det er jo ikke pressen, der skal afgøre. Sådan noget har man en formand og en bestyrelse til.

Ja, formand. Hvor er Michael Metz Mørch? ”Min helt” fra de glade SAS dage. Manden der måtte forlade SAS dynget til med roser på Hedegårdsvej, fordi der ikke var plads til to Jan Carlzon i flyselskabet. Hvorfor er han gået i flyverskjul?

Tage jeg fejl? Går en formand ikke ud og forsvarer sin adm. direktør eller skrider til handling og forklarer ham, at tiden er inde til at trække sig tilbage?

Indtil nu er den eneste formand, der har forsvaret Lars Bernhard, Horesta’s formand Jens Zimmer. Han glæder sig over den positive reklame, det har givet Danmark ude i verden.

Når man ser på statsvirksomheden VisitDenmarks årlige turistbudget, er det godt nok en dyr reklame, hvor pengene kunne have været brugt bedre. Men det ville aldrig have været aktuelt.

Hvor er de flinke i Herning og Horsens. Jeg har ikke set en bemærkning fra den kant. Hvor de må føle sig komplet til grin i Melodi Grand prix-arrangementet. De havde afgivet tilbud, som de kunne overskue, om end det var blevet i et mindre format.

I Danmarks Radio skal man være glad for, at det ikke blev sådan. I Jylland kan man ikke bare komme og sige, ”at nu vil vi gerne have væltet nogle piller af hensyn til kameraføring eller bygget et kæmpetelt, fordi der ikke er plads nok i hallerne”. Her ville svaret have været: ”Det er bare ærgerligt”.

Snart må Michael Mørch træde i karakter. Vise sin forhandlingsevne, dele underskuddet mellem DR, WoCo, Region Hovedstaden og Københavns Kommune. Give den fyrede underdirektør en fair behandling, og sammen med sin bestyrelse afgøre, om Lars Bernhard Jørgensen kan føre WoCo videre, som han ellers så dygtigt har gjort i 20 år.

Skulle jeg lige minde om krisen i SAS med kartelsagen. Da gik både formanden og hele bestyrelsen. Men SAS lever da endnu. Det vil Wonderful Copenhagen også gøre, selv om det ikke bliver med så wonderful et budget som hidtil.

God weekend